Ikke mange i Danmark har tilsyneladende bidt mærke i det, men ikke desto mindre markerede Le Mans i år 25-året for en skelsættende begivenhed i dansk bilsport.

15. juni var det nemlig præcis 25 år siden Tom Kristensen første gang vandt 24-timers løbet på Le Mans, og dermed satte gang i en udvikling der stadig pågår, og tilsyneladende ikke har toppet endnu. Uagtet Danmark er et lille land uden særlig motorsportshistorik at prale af, har vi i indeværende år dansk deltagelse i Formel 1, Formel 2, IndyCar, Hyper Car, rekordstort antal deltagere i WEC og ELMS for bare at nævne toppen. 

En stor del af den enestående succes kan direkte henføres til en periode i begyndelsen af dette årtusinde hvor manden fra Hobro vandt seks løb i streg på Le Mans; af mange anset som en umulig præstation. At det kunne lade sig gøre alligevel har sidenhen givet mange unge kørere troen på alt er muligt når blot man har talent og vilje til hårdt arbejde.  

Tom har naturligvis ikke været alene om det; kørere som John Nielsen og Jan Magnussen har også været inspirationskilder, men der kan ikke herske tvivl om han har været den drivende kraft. Med sine i alt ni sejre på Le Mans (rekord), seks på Sebring (rekord) og VM i 2013 for at nævne de vigtigste har Tom sat barren så højt at det er sandsynligt hans rekordliste aldrig bliver overgået.

Det er derfor ikke mærkeligt at arrangørerne bag det klassiske 24-timers løb på Le Mans, Automobile Club de l’Ouest (ACO) netop har valgt Tom som løbets officielle ambassadør når man næste år kan fejre 100-års jubilæum for det første Le Mans 24 Heurs. Det betyder at danskeren sandsynligvis allerede har kalenderen fyldt godt op frem til juni når jubilæumsløbet afvikles 11-12. juni.

Måden Toms første sejr kom i hus på er legendarisk, og husker man ikke selv detaljerne kan man læse mere om det i nedenstående link. I anledning af det forestående jubilæum kan man her løbende læse nyheder og interessante baggrundshistorier frem til løbets start. Og det er stærkt anbefalelsesværdigt, se mere hos Le Mans her.

En stor tak og tillykke med de 25, Tom!

Foto: Nils Finderup