Young Driver AMR startede 6 Hours of COTA på andenpladsen og kørte i mål på andenpladsen. Men bortset fra de øjeblikke, så var den lyseblå Aston Martin Vantage #95 i front af GTE Am-klassen, som det var tilfældet i Sao Paolo senest.

Det lykkedes dog ikke for danskerbilen at køre en sejr hjem – den nappede søsterbilen med #96 på siden med 12 minutter igen i en kamp, hvor Kristian Poulsen forgæves måtte forsvare sig mod Jamie Campbell-Walter.

– Vores bil var fantastisk og superhurtig, men under løbet blokerede en Ferrari os og kørte virkelig mærkeligt, og det tvang os til at ændre vores strategi. Den nye strategi fungerede ikke perfekt, men når alt kommer til alt er vi tilbage på podiet og en andenplads er et fantastisk resultat, siger Christoffer Nygaard i en pressemeddelelse.

– Jeg er glad for podieplaceringen og teamet og vores kørere udførte igen et fantastisk job. Vi gik glip af en sejr, men det føles rart at være tilbage på podiet igen. Vi skiftede strategi to gange under løbet og havde en hård fight med en søsterbil fra Aston Martin Racing for sejren i klassen. Kristian Poulsen var strålende som sidstekører og havde superhurtige omgangstider, så jeg er virkelig tilfreds med resultatet. At tabe et løb med 1,7 sekund er ingen skam. Vi kan være stolte af resultatet og ser nu virkelig frem til den næste runde i Japan om fire uger, siger Jan Struve fra Young Driver AMR.

Young Driver AMR indtager sjettepladsen med tre løb tilbage. 64 point har de mod søsterbilen med #96, der fører an med 99 point. Der er 26 point at køre om i hver afdeling.

Næste løb er på japanske Fuji den 20. oktober.