Young Driver AMR starter med et let ændret kørerteam til lørdagens sekstimersløb på Spa-Francorchamps, anden runde af FIA World Endurance Championship (FIA WEC). Kristian Poulsen og David Heinemeier Hansson, vindere af sæsonens åbningsløb på Silverstone i GTE-AM-klassen, får følgeskab af den 23 år gamle newzealænder Richie Stanaway.
Richie Stanaway er ny hos Young Driver AMR, men et velkendt ansigt hos Aston Martin Racing. Den hurtige newzealænder kørte i sidste sæson for Aston Martin Racing i FIA WEC og vandt én pole position.
“Jeg er glad for at Richie Stanaway vil køre for Young Driver AMR næste weekend“, udtaler Young Driver AMR´s Jan Struve forud for anden runde af verdensmesterskabet. “Han viste stor hurtighed sidste år og han er en perfekt tilføjelse til teamet. Efter vores anden sejr i træk på Silverstone ser vi nu frem til endnu en podieplacering på Spa-Francorchamps. Allerede Silverstone viste det, vi havde forventet: Konkurrencen i GTE Am-klassen er meget hårdere end i sidste sæson. Takket være en indsats med nul fejl fra hele teamet, en god taktik og strålende kørsel af vores kørere kunne vi slå konkurrenterne. Jeg håber virkelig, vi kan gentage det på Spa og hente mere sølvtøj hjem.”
Young Driver-teamkøreren Christoffer Nygaard vil endnu engang dele NorthWest Aston Martin Racing-Aston Martin Vantage GTE’en med nummer 98 med Pedro Lamy og Paul Dalla Lana. Nygaard sluttede på andenpladsen i GTE Am-klassen ved sæsonåbningsløbet i England.
Anden afdeling af FIA WEC er en to-dages begivenhed med løbsstart lørdag kl. 14:30. Eurosport viser de sidste to timer af løbet live fra kl. 18:30.



