Sakon Yamamoto sidder også i HRT-raceren i Ungarns Grand Prix den kommende weekend. Det fremgår af Hispania Racings preview til grand prixet på Hungaroring, hvor japaneren og Bruno Senna fremgår som kørerne.
Yamamoto udgik af Tysklands Grand Prix med et endnu ukendt teknisk problem, men japaneren var hele weekenden efter den noget mere uerfarne og yngre Bruno Senna.
Ikke desto mindre bliver der genvalg til Yamamoto, der dermed kører sit tredje GP i træk for HRT F1 Racing.
Foto: HRT F1 Racing