Årets 4. VM-rally køres i den kommende week-end. Kan Sebastien Loeb stoppes – eller fortsætter han med sikker kurs mod endnu en VM-titel?

Hidtil er der ikke meget, som tyder på, at nogen for alvor kan true Loeb i år. Der er blevet kørt på asfalt i Irland (vinder: Loeb), på sne i Norge (vinder: Loeb) og på en blanding af asfalt og grus på Cypern (vinder: Loeb). Denne gang er der så tale om et rent grusrally i Portugal, men med førnævnte start på sæsonen er det ikke svært at udnævne Loeb som favorit.

Det er da heller ikke så meget VM-kampen imellem Loeb og den primære udfordrer, Mikko Hirvonen, som har været emne for omtale op til rallyet. Det er derimod et comeback. Den tidligere verdensmester, Marcus Grönholm, vender tilbage til rallyprøverne – men dog kun til dette ene løb.

Det er ikke for sit gamle Ford-team, at Grönholm stiller op, men derimod for Subaru, som ellers har trukket sig ud af VM. Alligevel har Prodrive, som var teamet bag Subarus VM-satsning, klargjort en bil til Grönholm og det bliver spændende at se, hvad han kan få ud af den. Bilen er den seneste N14 model, som mildt sagt voldte de tidligere fabrikskørere, Petter Solberg og Chris Atkinson, en del kvaler i 2008. Da Grönholm også må forventes at være lidt rusten efter en sæsons pause, vil det dog være lidt af en sensation, hvis han er i stand til at gå ind og blande sig direkte i topstriden. Men Grönholm selv er optimistisk og tilfreds med sine forberedelser, så man skal ikke undervurdere ham.

Rally Portugal var tidligere en fast del af VM-rally kalenderen, men holdt en længere pause efter 2001. Tidligere var Rally Portugal både kendt og berygtet. Især for tilskuerne, som nærmest betragtede rallyet som en form for tyrefægtning, men også for vejrliget, idet prøverne flere gange nærmest er blevet skyllet væk af regn. Dengang blev rallyet afviklet nord for hovedstaden Lissabon, men da rallyet i 2007 igen talte til VM var det rykket sydpå til Algarve. Det er også her, man i år kører de 18 hastighedsprøver fra torsdag til søndag.