For ganske kort tid siden syntes Sebastien Loeb at være på vej mod et sikkert VM med en tilsyneladende ubrydelig række af sejre. Nu er hans VM-satsning nærmest gået i stå og føringen i VM er overtaget af Mikko Hirvonen.

Det var allerede på prøve 4, at det blev klart at Loebs tidligere så sikre VM-føring nu for alvor var truet. Her ramte franskmanden en træstub i et sving og det ødelagde et hjulophæng på hans C4. Ganske vist kunne Loeb fortsætte dagen efter under SupeRally reglerne, men han var sat 20 minutter tilbage og så stort et tidstab kunne på ingen måde indhentes igen.

Det lignede nu paradekørsel for det to Ford Focus med Hirvonen og Latvala, men de havde gjort regning uden den anden Citroën C4, kørt af Dani Sordo. Han indledte et stort angreb på andendagen. I løbet af de første prøver kørte han sig op til kun at være 20 sekunder efter den førende og Ford-kørerne måtte igen lukke op for alle hanerne. Det viste sig så, at de havde lidt ekstra i baghånden og de trak stille fra Sordo igen, men der blev heller ikke sparet på noget og alle tre kørte alt, hvad remmer og tøj kunne holde.

Længere bagude i feltet var Loeb helt udenfor pointene, men så udgik Citroëns Sebastien Ogier på den sidste dag og det betød, at Citroën med lidt teamordrer netop kunne samle et point op til Loeb. Citroëns juniorkørere, Novikov og Rautenbach, fik besked på at stoppe på en prøve og lade sig falde tilbage, så Loeb – stadig 19 minutter efter – kunne rykke op på en 8. plads.

Et point er bedre end ingen, men to point er dobbelt så godt og helt uventet blev det netop to point, som Loeb endte med at få med hjem. På rallyets allersidste prøve, en publikumsvenlig SuperSpecial, som kørerne altid blot betragter som noget, der skal overstås, bød lige pludselig på et helt utroligt drama, da Jari-Matti Latvala snittede en af banemarkeringerne så hårdt, at han rykkede styretøjet i stykker på sin Focus. Finnen forsøgte fortvivlet at få bilen videre, men på en snoet publikumsprøve var det umuligt at få vredet bilen igennem svingene og Latvala måtte udgå fra sin andenplads foran hele Ford-teamet, som var samlet på prøven for at fejre en dobbeltsejr.

De kunne dog stadig fejre Hirvonens sejr og det gav ham lige netop point nok til at rykke på førstepladsen i mesterskabet med et enkelt point foran Sebastien Loeb. For kun en måned siden havde Loeb vundet samtlige rallies i år og virkede uovervindelie – nu er VM-føringen væk og der er blæst til åben kamp i resten af sæsonen.