Rally Australien bød på en tæt dyst imellem Sebastien Loeb, Mikko Hirvonen og Danni Sordo, som først fordelte placeringerne endeligt imellem sig på de sidste hastighedsprøver. Men spændingen rakte desværre endnu længere, for det var meget senere, at ralliet fandt sin endelige vinder. På et skrivebord!

Dramaet på hastighedsprøverne blev hurtigt afløst af et tilsvarende drama bag kulisserne, da det efter rallyet kom frem, at der var ‘noget galt’ med Sebastien Loebs Citroën C4. Det viste sig at være en krængningsstabilisator, som ikke stemte overens med den type, som er afbildedet i homologeringspapirerne og Loeb (samt Danni Sordo og Sebastien Ogier) blev prompte idømt en straf på 1 minut. Det flyttede sejren fra Sebastien Loeb over til Mikko Hirvonen, som kun havde været 12,7 sekunder bagude ved målstregen. For Danni Sordo betød den ekstra tid ingenting – han bibeholdt sin 3. plads.

Citroën har accepteret straffen og udtaler, at der er tale om en administrativ fejl. ‘Billedet i homologeringen matcher ikke den del, som sidder på bilen,” erklærede Citroëns teamchef, Olivier Quesnel, som samtidigt understreger, at den anvendte krængningsstabilisator ikke har været et bevidst forsøg på snyd. Der er simpelthen sket en fejl. Straffen på 1 minuts tillægstid er da også en relativ mild straf, selv om den netop kommer til at betyde, at Loeb mister sejren.

Ude på prøverne var Rally Australien også en spændende affære, hvor hele 5 kørere bød ind på sejren. I første omgang var det Jari-Matti Latavala (Ford) og Sebastien Ogier (Citroën), som i kraft af startpositioner lidt nede i feltet kunne kæmpe med hinanden om føringen, men senere overtog Loeb, Hirvonen og – lidt overraskende – Sordo scenen. Danni Sordo kørte sit til dato bedste grusrally og lagde voldsomt pres på Hirvonen lige til det sidste. Hirvonen holdt sig dog 4,6 sekunder foran, men kunne ikke nå Loeb før denne blev fældet i den efterfølgende tekniske kontrol.

Denne afgørelse er af stor betydning i VM-kampen, hvor Hirvonen nu fører med 5 point over Loeb i stedet for kun 1 point. Med kun 2 løb tilbage. Med den føring kan Hirvonen tillade sig at lade Loeb køre og ‘blot’ blive nummer 2 i de sidste to rallies. Med Danni Sordo’s indsats i Australien in mente bliver en sådan taktik nu ikke just let og med et rent asfaltrally i Catalonien, hvor Citroën er storfavoritter, på programmet, er VM-kampen stadig helt åben.