Williams bekræfter nu offcielt, at Rubens Barrichello også er i teamet i 2011. Det sker samme dag, som det Grove-baserede team tager afsked med Nico Hülkenberg, der har været tilknyttet Frank Williams og Co. gennem tre sæsoner.
Barrichello kom til Williams efter sit år hos Brawn GP og har i den forgangne sæson kørt 47 point hjem til teamet, der slutter som sekser i konstruktørernes VM. Barrichello selv slutter tier i VM for kørere, 25 point efter sin tidligere Ferrari-makker Michael Schumacher.
Den anden kører hos Williams vil blive afsløret inden året er omme, lover teamet i en pressemeddelelse. Meget tyder dog på, at det bliver årets GP2-mester Pastor Maldonado.
Foto: Glenn Dunbar/LAT Photographic