Mark Webber mister sin tiendeplads og dermed ét point, fordi han fik en straf af race stewards efter løbet i Singapore.

Den australske Red Bull-kører blev straffet for at have draget fordel af at køre uden for banen. Det var en episode med Kamui Kobayashi i sving syv, hvor Mark Webber lå bag japaneren. Kamui Kobayashi forsvarede sin linje, men Mark Webber skar over curben for at komme forbi Sauber-køreren. Red Bull-køreren havde alle fire hjul uden for banen i udgangen af svinget, og det er ikke tilladt.

Australieren modtog efter løbet en drive through penalty for sin forseelse – det omsættes med et tidstillæg på 20 sekunder. Derfor ændres resultatet fra søndagens løb, så Mark Webber ender uden for top 10, og ikke får det ene point.

Det blev derimod Kamui Kobayashi’s teamkollega Sergio Perez, der får tiendepladsen og det ene point.