Jason Watt havde egentlig vasket kørerdragten for sidste gang, da han stillede til STCC-afdelingen på Ring Knutstorp i efteråret. Nu melder den kendte racerkører sig dog under fanerne i Legend Car Cup.
– Jeg hængte egentlig hjelmen på knagen tidligere på året som racerkører i professionel regi, men det er altså svært at sidde herhjemme eller være ude til et løb og se andre køre. Jeg ville gerne køre noget race og tænkte derfor over, hvor jeg for fornuftige penge kunne få det sjovt, siger Jason Watt i en pressemeddelelse.
Watt har testet de små iltre maskiner, der kører mere sidelæns end ligeud.
– Jeg fik lov at låne den bil, som Mikkel C. Johansen vandt mesterskabet med i år, og her fik vi monteret en interimistisk håndbetjening. Efter ti omgange på banen tænkte jeg, at det godt kunne være sjovt at være med, siger Jason Watt videre.
Med en mere end 40 år gammel fødselsattest deltager Watt faktisk i Old Boys-klassen i den kommende sæson.
– Er jeg virkelig blevet til old boys-deltager? Det er sandhedens time må man sige. Men så kan jeg jo bare gå efter to titler…, slutter han.



