Foråret er snart over os, og rundt omkring i garager, teams, klubber og på banerne er den store forårsrengøring i gang.

Og det spirer løs derude. En lang række danske banesportsklasser melder om fremgang og startfelter, der matcher eller overgår tidligere tider.

I en optælling foretaget i Autosport #1 i 2015 melder Auto-G DTC om 25 biler på startgridden, mens nykomlingen Danish Supertourisme Turbo stiller med 15 biler – og flere rygtes til i løbet af sæsonen.

– Vi har lige nu (slutningen af januar,red.) 14 deltagere bekræftet, siger Tom Pedersen fra DST-organisationen til Autosport.

– Men vi håber at have 15 ved sæsonstarten, og vi håber at nå op på 18 biler i løbet af sæsonen. Problemet er, at klassen er blevet så stor en succes internationalt, at fabrikken i Frankrig ikke kan følge med efterspørgslen. Lige nu har de 90 biler i ordre, lyder det videre.

DTC-bilerne tæller op mod 32 rundt om i landet, og promotor Peter Elgaard håber at se flere af dem på banerne i 2015.

– Vi håber på 28 biler i første løb, siger Elgaard til Autosport.

Blandt supportklasserne er der også fremgang at følge. DM-klasserne Yokohama 1600 Challenge har i skrivende stund 27 tilmeldte kørere, mens storebror Yokohama SuperCup har 23 tilmeldte i skrivende stund.

Formel Ford DM-serien melder om 19 tilmeldte biler, mens bl.a. Citroën DS3 Cup har fået endnu mere vind i sejlene og forventer op mod 20 biler på gridden i 2015.

I OK Mobil 1 Legend Car Cup meldes der om fem nye biler til det i forvejen store felt på mere end 30 biler, mens der også forventes fremgang i DEC, der i år fejrer 10-årsjubilæum.

Du kan læse mere om DTC, Danish Supertourisme Turbo og meget mere i Autosport #1 – få det her, hvis ikke du allerede er medlem af DASU.