Den russiske racerkører Vitaly Petrov skal køre for Caterham i denne sæson. Han har således i 11. time reddet sig et sæde for 2012 sæsonen – dermed blev Jarno Trulli taberen til sædet i det engelske team.
Jarno Trulli deltog i testen i sidste uge på Jerez, men har altså måtte vige pladsen for den 27-årige russer Vitaly Petrov. Trulli har de seneste uger gjort opmærksom på, at han havde kontrakt for 2012 sæsonen med Caterham, men er altså kort før sæsonstart blevet vraget.
Årsagen til beslutningen kan læses ud af teamchef Tony Fernandes kommentar i en pressemeddelelse.
– Det var ikke en let beslutning at lade Vitaly erstatte Jarno, men det blev gjort for at sikre teamet et frisk pust på tværs af teamet og med et realistisk syn på den globale økonomiske situation.
Der er således noget der kraftigt antyder, at det er en stor portion sponsorpenge, der har været årsagen til beslutningen.
Vitaly Petrov kom i øvrigt til formel 1 i 2010 efter han blev nummer to i GP2 i 2009 – samme år Nico Hülkenberg blev mester i denne serie. Herefter har russeren haft to sæsoner hos Renault (nu Lotus), men mistede sit sæde der, da de valgte Kimi Räikkönen og Romain Grosjean til 2012 sæsonen.
Jarno Trulli er en veteran i formel 1, da han fik sin debut helt tilbage i 1997 hos Minardi. Den 37-årige har været i formel 1 siden da, men 2011 sæsonen ser ud til at blive punktum for hans formel 1-karriere.