Ulrik Linnemann manglede ikke udfordringer i Portugal, men hev til sidst sejren i land.
Efter en lang vinter var det to spændte racerkørere, tog til Portugal til første runde af EM i Super 1600. Til denne sæson har Ulrik fået følgeskab af Daniel Nielsen, som skal køre hele EM-sæsonen sammen med Ulrik.
I lørdagens frie træning var Ulrik Linnemann klassens hurtigste kører, og viste de samme takter som han sluttede 2015 af med. Da Daniel havde kørt sig ind på banen, forbedrede han også sine omgangstider, og var efter træningen tilfreds.
– Det hele er nyt for mig, ny bil, ny bane og nyt team, så der er ingen tvivl om at denne weekend er vanskelig, men lad os nu se – det skal nok blive bedre, sagde Daniel Nielsen efter fjerde heat, som desværre blev afslutningen på hans weekend.
For Ulriks vedkommende var første heat præget af et pludseligt skybrud og deraf meget langsomme omgangstider, så på trods af en klar heatsejr var tiden så dårlig at det sendte den unge nordjyde på en svømmetur ned i rækkerne, helt ned på en 17. plads.
I starten af andet heat blev Ulrik Linnemann ramt og snurret rundt af en konkurrent, men heldigvis var dommerne så fair, at de øjeblikkeligt tildelte den anden kører et sort flag, og dermed en udelukkelse, mens tredje heat startede med fantomtider for Ulrik. Desværre kørte en konkurrent i stykker og bilen stod de sidste runder midt i sporet, hvilket igen resulterede i en samlet heattid der mildest talt var til glemmebogen.
Fjerde heat, som blev kørt søndag formiddag, var præget af sol og en bane der var tørret op, hvilket gav Ulrik blod på tanden. Han kvitterede derfor med en fantastisk heatrunde med en sikker sejr og hurtigste tid.
Semifinalen går da også ret hurtigt Ulriks vej, og da de går ud på sidste omgang ligger Ulrik som nummer to, og den førende mangler stadig at tage sin jokerlap. Desværre er den unge nordjyde en smule for ivrig her og forbremser sig, hvilket koster ham semifinalesejren. Alligevel rækker resultatet til en startplacering som firer i finalen. En placering, Ulrik Linnemann med stor selvsikkerhed vekslede til en flot og fortjent sejr. Dette var dog ikke en ren foræring for Ulrik, da han med to omgange tilbage mistede bremsekraften på baghjulene, idet en bremseslange knækkede.
– Alt i alt har det været en weekend med alt godt fra hylden, møgvejr, uheld, påkørsler, kørefejl og teknisk defekt, men hvad betyder det, når bare man slutter af med at stå øverst på skamlen? Den her weekend har bare gjort os klogere og styrket os, så nu glæder vi os bare til næste runde i England – siger en træt og glad Ulrik Linnemann.