Lotus’ danske F1-junior Marco Sørensen møder nye udfordringer, når det i weekenden går løs på den italienske GP-bane Monza.

Det er første gang, at nordjyden møder den legendariske asfalt – men det får ikke glæden til at være mindri e forud for mødet med de lange langsider og hårde nedbremsninger.

– Jeg ser meget frem til at køre på Monza. Jeg har aldrig før kørt på banen, men er ikke i tvivl om at vi kommer til at se gode kampe med intense udbremsninger, siger Marco Sørensen i en pressemeddelelse.

Mens han fortsætter i Gravity-Charouz-teamet med base i Tjekkiet, så er han nu indtrådt i Lotus F1 Teams juniorsatsning. Det har budt på solide forberedelser til sæsonen.

– Det har været en lidt anderledes vinter end ellers, i og med jeg er blevet helt knyttet til Lotus Formel 1 hovedsædet i England. Specielt har jeg fået optimeret mine fysiske træningsforhold. Derudover har jeg gennemgået længerevarende kørertræning i deres Formel 1 simulator, hvilket har været en super spændende oplevelse.

Marco Sørensen opnåede sidste år adskillige podieplaceringer i løbet af sæsonen. Med en sejr på Spa, lå danskeren godt i pointstillingen, men tekniske uheld forhindrede Formel talentet i at gennemføre op til flere løb resten af sæsonen. Han måtte derfor se sig tilfreds med en endelig placering som nummer 6 i det prestigefyldte mesterskab.

– Sidste år var en lærerig sæson, og der er mange ting vi har taget med os videre. Mandskabet omkring bilen er top tunet igen i år, og jeg er sikker på, at vi kan se frem til en god sæson, siger Marco Sørensen videre.

Trods flere løb, hvor Marco måtte udgå, er teamet glade for danskerens indsats i 2012. I år er forventningerne højere og målet står klart for sæsonen; at vinde mesterskabet.

– Vi er glade for at have Marco med igen i år, vi håber på mindre tekniske defekter, og vi er ikke i tvivl om Marcos evne til at vinde mesterskabet, fortæller teamchef Bob Vavrik.

Løbene vises lørdag på Eurosport klokken 13.00 og søndag på Eurosport 2 klokken 13.15.