7. afdeling af Europamesterskabet i rallycross blev kørt i Belgien. Der på forhånd store forventninger til løbet for feltets eneste danske deltager, Ulrik Linnemann. Efter sejren i sidste EM løb, var det tid til at indhente forspringet til norske Andreas Bakkerud, som førte med 2 point.
Weekenden startede også efter planen. Alt fungerede perfekt under træningen, og Ulrik var blandt de hurtigste. Men da den officielle tidskvalifikation skulle køres blev Peugeoten presset lidt for hårdt og en tur ud i det løse grus betød, at Ulrik fik en dårlig tid i kvalifikationen og dermed også fik et dårligt startspor i første heat.
I første heat får Ulrik en dårlig start fra yderbanen og kommer afsted som toer. Efter alternativ-sporet kommer Ulrik ud efter nogle langsommere biler uden mulighed for at overhale på den lille snørklede bane. En 7. plads blev det til i første heat.
I andet heat var Ulrik på vej mod en bedre tid. Efter alternativ-sporet kommer Ulrik ud side om side med en finsk Renault Clio. Finnen har ikke i sinde at lade Ulrik have inderbanen i næste sving. Ulrik bliver presset ud i sandet og mister tid så det kun bliver til 9. tid i anden heatrunde.
Nu var Ulrik tvunget til at satse alt for at få en plads mellem de seks første, som var sikret direkte start i a-finalen. På grund af de dårlige resultater i de to første heat fik Ulrik igen et dårligt startspor og kom dårligt fra start.
Ulrik satsede alt og det medførte desværre en tur i sandet og kun 16. bedste tid i heatet og dermed et resultat der ikke kunne bruges i det samlede regnskab.
I det samlede regnskab lå Ulrik nu nummer 8, hvilket betyder en plads som nummer to i forreste række i b-finalen. Det skulle vise sig at blive en dramatisk b-finale.
“I B-finalen tog vi starten, og kommer først ind i det første sving. Men allerede her bliver Peugeot’en presset hårdt bagfra, dette medfører at vi bliver skubbet så hårdt at den rammer autoværnet, og efterfølgende ligger sig på tværs af banen. Herefter mister jeg kontrollen over bilen og rammer tyskeren Clemens Meyer”, udtaler Ulrik Linnemann.
Ulrik ryger sammen med Clemens Meyer i sandfanget for enden af langsiden. Meyers Skoda blev slemt medtaget efter mødet med autoværnet, mens Ulriks Peugeot stoppede før,men med et afrevet baghjulsophæng.
Heatet bliver stoppet og Ulrik får 10 minutter til at få Peugeoten klar til omstarten. Desværre var skaderne på hjulophæng og trækaksel så store at det var umuligt for det lille private team at få det byttet til omstarten.
Derfor var dagen færdig for Linnemann Motorsport og de måtte nøjes med at se finalerne fra tilskuerpladserne efter at havde fået en skuffende 12. plads ud af weekendens anstrengelser.
Nu var alt lagt til rette for Andreas Bakkerud, der skulle starte a-finalen fra pole og derfor havde alle muligheder for at tage en stor føring i det samlede mesterskab.
Det gik da også efter planen for Bakkerud, der tog føringen i finalen. Men da nordmanden skulle tage alternativ sporet, laver han en fejl og snurrer rundt. Han kommer først afsted igen efter alle har passeret og slutter på en 7. plads.
Polakken Krzysztof Skorupski vandt løbet i Belgien og deler nu andenpladsen med Ulrik, mens Andreas Bakkerud fører med 7 point.
“Man kan virkelig mærke at vi har indledt slutspurten i EM nu. Denne gang var alle kørere meget tændte og alle var klar til at give alt for at få del i pointene”, udtalte Ulrik Linnemann efter løbet.
“Vi må desværre indse at det ikke var vores weekend i Belgien”, siger en skuffet, men stadig optimistisk Ulrik Linnemann.
Med weekendens resultat har hverken Bakkerud eller Linnemann råd til flere fejl i de resterende 3 runder, mens Skorupski stadig har råd til at lave et dårligt resultat, da det dårligste resultat i hvert halvår af serien ikke tæller med i det samlede regnskab. Polakken har derfor nu for alvor blandet sig i kampen om mesterskabet.
Det bliver nogle nervepirrende næste løb i Holland og Finland inden finalen køres i Tyskland sidst i september.
I SuperCars klassen var det lokale håb knyttet til Francois Duval. En masse problemer betød dog at den tidligere VM-rallykører kun kvalificerede til en plads længere nede i b-finalen. Men i finalen gik det fint og belgieren fik kørt sig op på den andenplads, som giver adgang til a-finalen. Men endnu en gang var Duval uheldig, da motoren i hans lejede Peugeot gav op på en af de sidste omgange og derfor ingen finale plads til Duval i år.
A-finalen var en dyst mellem russeren Timur Timerzyanov og amerikaneren Tanner Foust. Russeren havde pole-position og der blev aldrig nogen større spænding om udfaldet af finalen. Timur tog starten og kørte et fejlfrit løb.
Russeren tog sæsonens 4. sejr foran Foust og udbyggede dermed sin føring i det samlede regnskab.
Allerede næste weekend køres det ottende af ti løb i mesterskabet. Denne gang på Eurocircuit i Holland.



