Marco Sørensens uheld i World Series by Renault 3.5 ser desværre ud til at at være tilbage. Efter en god weekend i Monaco og fine resultater på Spa lykkedes det ikke at få ret mange point med hjem fra løbet i Moskva.
I begge træninger fredag leverede den danske Lotus kører ellers gode tider, men begge tidtagninger blev afbrudt af røde flag på dårlige tidspunkter for danskeren. Derfor blev til kun til startpladser som nummer 10 og 17.
I lørdagens løb kunne Marco Sørensen ikke komme forbi de øvrige kørere på den smalle bane og blev derfor nummer 10. I søndagens løb kom Marco Sørensen for langt ud i starten, og røg derfor nogle pladser tilbage og sluttede uden point.
Især et rødt flag i kvalifikationen søndag ærger Marco Sørensen:
– Weekenden i Moskva skal helst glemmes så hurtigt som muligt. Vi havde farten, men de røde flag i tidtagningerne kom på meget ubelejlige tidspunkter for mit vedkommende. For eksempel havde jeg andenbedste tid af alle om søndagen, men den tid blev slettet, da der kom et rødt flag ud fire sekunder for jeg krydsede målstregen. At starte som nr. to havde helt klart skabt et andet løb for mit vedkommende. Især på en bane som Moskva, som er næsten umuligt at overhale på.
Lidt godt kan danskeren dog tage med:
– Det eneste positive som jeg kan tage med fra Moskva er, at vi nu igen ser ud til at have fundet farten. Nu skal vi bare have det hele til at gå op i en højere enhed.
Der resterer 8 løb fordelt på fire afdeling af mesterskabet. Næste løb køres på Red Bull Ring i Østrig den 20-21. Juli. Marco Sørensen er nummer ni i mesterskabet med 33 point.



