I weekenden løber Motorsportsmessen 2014 af stablen i Arena Syd. Vamdrup-hallen danner rammerne for mere end 30 udstillere fra motorsportens verden, og der bliver rigeligt at se på – både for racerkørere og andre benzinhungrende.

For de yngre årgange er der spændende muligheder for at lade motorsportens verden indgå i en kommende uddannelse. Tronsøskolen i Grindsted præsenterer deres gokartlinje, ligesom Aarhus Tech står klar for at fortælle om Autoteknolog-uddannelsen, der allerede efter få år har fostret flere lovende motorsportseksperter.

Går man med en ingeniør i maven, er Unicorn Race Engineering fra Aalborg Universitet klar til en snak om teknikken i deres imponerende Formula Student-racer. Universitets-teamet består af ingeniører fra forskellige retninger, og sammen bygger og modificerer de den lille racerbil til at deltage i internationale konkurrencer.

Leder man efter udstyr eller reservedele til sin bil, kan flere af landets største leverandører af motorsportsudstyr og tuningsdele også findes på messen. Der er også blevet plads til et par specialister udi motortuning og -optimering – blandt andet Flowtech Auto fra Esbjerg, der specialiserer sig i portning af topstykker, opbygning af indsugnings- og udstødningsmanifolde.

Underholdning bliver der også nok af. Kolding Motocross Klub har flyttet deres trial-bane til Arena Syd’s indgangsområde for en weekend, så nysgerrige kan få et indblik i trialsporten. Vejen og Omegns Motorklub afholder klubrallykursus med teoriprøve på deres messestand, og derudover er der interviews med forskellige kørere og personligheder på scenen.

Billetter koster 50,- pr. person over 12 år og kan købes ved indgangen. Børn under 12 år har gratis entre i følge med betalende voksen.

Som tidligere nævnt på Racemag er det sidens redaktør, der interviewer kørere og andre aktører fra messens scene.

Foto: Danske Aquila Racing Cars viser skelettet til deres nye Aquila Adamo-racer frem på Motorsportsmessen.