Er man bidt af klassiske racerbiler, er den kommende weekend en oplagt mulighed for at opleve dem på tæt hold. Tre forskellige steder i landet bliver der afholdt løb med deltagelse af historiske biler.

Fredag aften går det løs ved Fårvang, når Tvilum Rally Show byder velkommen til 62 rallykørere fra ind- og udland. Heriblandt 11 historiske rallybiler som for eksempel Jan Sørensens Opel Manta 400 eller Per G. Hansens Rothmanns-dekorerede Porsche 911, der må formodes at være den historiske klasses absolutte vinderfavoritter.

Alle rallybiler, som er bygget før 1986, kan deltage i klassen, og der er alt fra Morris Clubman til Peugeot 205 på deltagerlisten. Tvilum Rally Show starter kl. 17.00, hvor den første rallybil bliver sendt afsted. Vinderne kåres lige efter kl. 21.00. Der er som altid gratis adgang for publikum.

Er man i stedet til pålidelighedsløb, kan man med udgangspunkt på Roskilde Tekniske Skole opleve Oresund Rally helt tæt på lørdag fra kl. 10.00. Der forventes mere end 50 hold til start i løbet, der er tællende til Nordic Regularity Cup og Öppna Svenska Regularity Cup, hvilket betyder at der er en del nordiske hold til start.

Sidst, men ikke mindst byder Munkebjerg-området i Vejle atter på det årlige Munkebjerg Hill Climb, hvor man kan opleve alt fra førkrigs-biler til nyklassikere kæmpe sig op ad den snoede ‘bjergvej’ på sydsiden af Vejle Fjord. Lørdag køres der et sprintløb i det nærliggende industrikvarter, men den mere naturskønne oplevelse fås søndag fra kl. 8.30. Omkring 100 deltagere forventes at indtage Munkebjerg i weekenden.

 Rettelse: Som løbsleder ved både Munkebjerg Hill Climb såvel som Oresund Rally, Arne Pagh, så rigtigt har gjort redaktionen opmærksom på, afvikles Oresund Rally altså først i næste weekend. Vi beklager fejlen!