I første forsøg på at komme videre til Q2 sluttede Kevin Magnussen sidst af alle til kvalifikationen til det brasilianske formel 1-grandprix.

Trafik eller kørerfejl sendte Kevin ned som 22. bedste mand med 3 sekunder op til Nico Rosberg.

Derefter fulgte der en pause på 10 minutter, hvor Renault lod danskeren og Jolyon Palmer holde i pit i 10 minutter. Palmer lå på det tidspunkt lige akkurat til at gå videre til Q2.

Med 3 minutter igen af Q1 sendte Renault danskeren tilbage på banen, men Kevin Magnussen, der ellers lå til at gå videre til Q2 efter de to første sektorer, må have lavet en stor fejl i sektor 3.

Faktum er, at Kevin Magnussen kun præsterede 18. bedste tid – en tid, som ikke ligefrem giver positiv genlyd oven på fredagens kontraktunderskrivelse med Haas. Tværtimod!

Mens Palmer ikke forbedrede sig i Q2 – han starter som nummer 16 – sluttede de to Haas-kørere langt foran Renault.

Mens Gutierrez kørte sig til en flot placering i kvalen som nummer 12, satte Grosjean en fantom runde i Q3, der sikrede ham en plads som nummer 7 foran Perez og Hulkenberg.

Lad os sige det på den måde, at man må håbe, at Haas-raceren er en del bedre end Renaults pt., men også at Kevin Magnussen skal levere langt mere end i dag for at slå sin kommende franske holdkammerat.

Selvfølgelig er det for tidligt at sammenligne de to kørere, men det Kevin leverede i dag var for ringe, og omvendt leverede Grosjean på et uhørt højt niveau.

Forrest starter Lewis Hamilton og lige efter følger Nico Rosberg, der altså ligger til at kunne vinde VM i morgen, men så skal der falde en række ting på plads, der sender Rosberg ud af toppen i slutstillingen.