Tom Pedersen var igen i vinderens rolle sammen med Peter Ager og Per Johansen, da trioen kørte sig til samlet sejr i DEC, Danish Endurance Championship.

To uger efter baneejeren vandt anden DTC-afdeling for Hartmann Honda Racing, var sønderjyden bedst i den spritny Opel Corsa-racer, som kørerne delte i det fire timer lange løb.

Corsa-teamet vandt foran Kurt Poulsen/René Andreassen/Henrik Larsen, der havde et problemfrit løb på vej mod deres andenplads. Længe var det dog et andet team, der var den største trussel.

Per Poulsen/Jacob Kristensen/Peter Rasmussen førte løbet i knap 25 minutter, indtil motoren gav op og teamet måtte udgå.

Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen/Flemming D. Olsen tog en generel femteplads i en af feltets mindste biler og vandt samtidig division 1 – blot to omgange efter de samlede vindere.

Løbet var præget af en række safetycarperioder. Hele 12 gange blev løbet neutraliseret.

Sejren i division 3 for de nok hurtigste biler gik til Klaus Q. Lausen/Freddy Pedersen/Benny Lau Andersen i Chevrolet Corvette C6.R.

Toppen i første afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park

1. Per Johansen/Peter Ager/ Tom Pedersen, Opel Corsa, 173 omg. (#1 i division 2)
2. Kurt Poulsen/ René Andreassen/ Henrik Larsen, Renault Clio III, 173 omg.(#2 i division 2)
3. Jens Erik Mølgaard/Jens Bang Mølgaard/Kasper Jensen, Renault Clio III, 172 omg.(#3 i division 2)
4. Martin Clausen/Tom Kisbye/Tommy Laugesen, Renault Clio II, 171 omg. (#4 i division 2)
5. Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen/Flemming D. Olsen, Citroën C2, 171 omg., (#1 i division 1)