Silverstone lægger denne weekend sin legendariske asfalt til sæsonpremieren i FIA WEC – hele fem danskere er til start i weekenden, når 6 Hours of Silverstone sparkes i gang.
En af de, der uden tvivl vil løbe med størstedelen af opmærksomheden er Tom Kristensen, der sammen med Allan McNish skal forsøge at gøre andenpladsen fra 12-timersløbet på Sebring i marts en tak bedre.
– Silverstone er et dejligt sted at starte verdensmesterskabet. Jeg forventer endnu flere fans i år end sidste år og kan ikke vente med at se, hvor stærke de andre teams vil være denne sæson. Der er masser af sving, der kræver mod på Silverstone samt nogle meget snævre hårnåle. Denne blanding vil uden tvivl passe godt til vores nye bil, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
Ud over søsterbilen, der bærer nummer 1, vil der også være hård konkurrence fra Toyotas to TS030 Hybrid-racere.
David Heinemeier Hansson er til start i LMP2 i OAK Racings Morgan #24, mens Allan Simonsen, Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen er til start i GTE Am i Aston Martin Racings Vantage GTE #95
Der køres træning fredag og lørdag, mens kvalifikationen afvikles lørdag eftermiddag fordelt på klasserne.
Løbene vises i store dele på Eurosport, mens FIA WEC’s hjemmeside også byder på livestreaming. Find linket her https://motorsportdanmark.dk/Sponsorlinks



