Audi sikrede sig mærke-mesterskabet i FIA WEC 2013 under det afbrudte løb på Fuji-banen. I kørernes VM vil det også være Audi-kørere, der kan hæve det største trofæ.

Det blev dog ikke til meget kørsel – 16 omgange bag safetycar blev det til – og alligevel kunne Audi #2 med Tom Kristensen, Allan McNish og Loïc Duval tage point på de værste konkurrenter fra Audi #1.

De måtte i pit undervejs for at få fjernet stumper og skidt fra indsugningen, ligesom Toyotas #8 ved en fejl var for længe i pit inden gridden skulle indtages og ikke nåede ud på banen. To placeringer gav det den dansk/skotske/franske trio, der nu har 40,75 points forspring til søsterbilen i VM-stillingen.

– Jeg har kørt mange løb i Fuji. I regn har det altid været en af de sværeste racerbaner. Skyerne hænger længe i bjergene, der er tåge og dårlig sigtbarhed. Layoutet af banen med stigninger og fald, som vi elsker meget, skaber mange små vandpytter, så man har masser af akvaplaning. Jeg sad ikke en gang i cockpittet, men Loïc Duval og andre kørere har fortalt, at vores biler faktisk var umulige at køre, siger Tom Kristensen, der med to løb – og formentlig 52 point at køre om – har gode odds i VM-kampen.

Næste løb er 6  Hours of Shanghai den 9. november.