Den hurtigste bane venter lige om hjørnet for DTM-cirkusset. Med en snitfart på cirka 200 km/t er banen den hurtigste i kalenderen – og det passer Audi-kørerne ganske godt.
Ved flere lejligheder har Audis mandskab bevist, at A4′ er den hurtigste, når det går ligeud. Også ved testen på den tidligere grand prix-bane forud for 2009-sæsonen var det med titelkandidat Timo Scheider som hurtigste mand.
Og netop Timo Scheider kan selv afgøre mesterskabet på søndag. Med 12 points forspring til teamkollega Mattias Ekström og 14 til Mercedes-Benz’ Gary Paffett, kan tyskeren blive den første siden Timo Scheider (2000-2001) til at forsvare sit mesterskab.
Tom Kristensen, der går ind til sit næstsidste løb i DTM-karrieren, ser frem til løbet i det franske:
– Dijon-Prenois er en traditionel racerbane med hurtige og krævende kurver og mange højdeforskelle. Man skal køre meget fintfølende og disciplineret, da det kan være en meget farlig bane. Derfor skal der arbejdes godt på den aerodynamiske opsætning. Men jeg glæder mig til det, siger Tom Kristensen i en meddelelse.
– I tests har vi set, at man opnår meget høje svinghastigheder. Tilskuerne kan glæde sig til at se DTM-bilerne, der kører så hurtigt gennem nogle af kurverne, at bare det at se på dem bliver storartet. Og takket være de store højdeforskelle er der masser af steder, hvor man kan se flere kurver, siger Tom Kristensen.
Løbet vises som sædvanlig på tyske ARD på søndag fra klokken 13.45. Racemag følger naturligvis begivenhederne på Dijon-Prenois
Foto: Audi Motorsport AG