Tom Kristensen har ikke kørt Petit Le Mans siden 2002 – men når det går løs på Road Atlanta i begyndelsen af oktober, så sidder den danske Le Mans-konge i bilen med flest forhåndsfavoritter.
Dindo Capello og Allan McNish har hver taget deres del af sejrene på banen ved Georgia. Italienske Capello er kongen af Road Atlanta med fem sejre, mens McNish har fire sejre på CV’et. Dermed er der lagt op til revanche for Audi Sport Team Joest, der blot fik en enkelt bil i mål i ILMC-sæsonpremieren på Silverstone.
– Det er et stykke tid siden, jeg sidst har kørt Petit Le Mans. Jeg glæder mig meget til at starte der igen efter så lang tid. Jeg ved fra mine teamkollegaer, at banen i mellemtiden har fået ny asfalt og derfor er hurtigere end tidligere. Banen er skøn at køre på med sine hurtige kurver og bakkede passager, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
Senest ILMC kørte på Silverstone var Audi hurtigst i kvalifikationen, men det tog ikke lang tid, før Peugeot-racerne havde presset de tyske dieselracere.
– I Silverstone stod vi med begge biler i første startrække. Det vil vi bygge videre på og forsøge at få R15’eren sat op, så den er i det vindue, hvor den arbejder bedst i løbet. Det lykkedes os ikke helt så godt i Silverstone, siger Tom K videre.
Audi R15 #8 køres af Marcel Fässler, André Lotterer und Benoît Treluyer, mens Le Mans-vinder Timo Bernhard, Romain Dumas og Mike Rockenfeller kører også i Petit Le Mans – dog i Porsches 911 GT3 R Hybrid.
Foto: Audi Motorsport