Denne weekend går det løs med anden afdeling i ILMC, Intercontinental Le Mans Cup. For Tom Kristensen og Audi Sport Team Joest er det et helt særligt løb – det er både løbsdebut til Audi R18 og generalprøve til årets 24-timersbrag på Le Mans.

– Vi glæder os alle til ILMC-løbet i Spa. Det er debuten for vores Audi R18 TDI, vores nye baby, på en fantastisk racerbane. Spa er min personlige yndlingsbane, men jeg tror, at alle kørere kan lide den, siger Tom Kristensen, der som i Sebring også forudser store problemer med trafik.

– I år starter 60 biler, der bliver meget trafik på banen, man har vel en bil for hver 100 meter, det bliver meget udfordrende for alle kørere. Men vi glæder os til en forhåbentlig god generalprøve til vores indsats i 24-timersløbet på Le Mans en måned senere, slutter Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

ILMC kører træning torsdag, kvalifikation fredag og løbet lørdag fra klokken 14.05. ILMC kører 1000 km eller maksimalt seks timer.

Tom Kristensen vandt på Spa i 2003 i Audi R8.

Løbet kan ses på Eurosport.

Stillingen i ILMC-LMP1-konstruktører:
1. Peugeot 27 point; 2. Audi, 17.

Stillingen i ILMC-LMP1-Teams:
1. Team ORECA Matmut, 15 point; 2. Peugeot Sport Total, 12; 3. Audi Sport Team Joest, 9; 4. Rebellion Racing, 6.

Tidsplan

Torsdag, 5. maj
12:20-13:20 Fri træning
16:55¬-17:55 Fri træning

Fredag, 6. maj
11:50-12:50 Fri træning
15:50-16:10  Qualifying (GTE)
16:20-16:40 Qualifying (Prototyper)

Lørdag, 7. maj
09:55-10:15 Warm-up
14:05-20:05 Løb (1000 kilometer, maksimalt 6 timer)

Foto: Audi Motorsport