Efter Eurospeedway og Norisring når DTM-cirkusset nu til hollandske Zandvoort, og Audi-mandskabet håber på at kunne fortsætte sejrsrækken på det, flere af kørerne kalder en rigtig racerbane.

Tom Kristensen vandt tilbage i 2006 og har brug for at gentage succesen, hvis han skal hænge på i toppen af DTM.

– Jeg glæder mig altid til Zandvoort, og det tror jeg ikke jeg er den eneste kører, der gør. Overordnet er jeg glad for, at vi nu igen kommer til en rigtig racerbane, som ligger meget bedre til DTM-bilerne, end de sidste to har gjort, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

Kristensens teamkammerat Mattias Ekström kan med rette kaldes kongen af Zandvoort. I debutåret 2002 tog svenskeren sejren, hvilket han har fulgt op med sejre i 2004 og senest i 2008.

– Jeg vandt mit første DTM-løb i Zandvoort og har egentlig kun gode minder derfra. Zandvoort er en sjov bane, som jeg altid glæder mig til – og i år er ingen undtagelse, siger den dobbelte DTM-mester, der ligger nummer fem i den samlede stilling, tre point efter mærkekollega Timo Scheider.

Foto: dtm.com