Seks løb og fem forskellige vindere. DTM 2009 byder på masser af race og afveksling, og det er næsten også garanteret, når klassen denne weekend gæster den korteste bane i kalenderen.

Brands Hatch lægger asfalt til syvende afdeling af DTM, og danske Tom Kristensen ser frem til den korteste bane i kalenderen, hvor Audi-køreren tidligere har været med helt fremme.

Hos Audi er det dog helt naturligt Timo Scheider og Mattias Ekström, der er i fokus. De to tidligere mestre ligger på de to første pladser i tabellen, og skal forsøge at udbygge forspringet til Mercedes-Benz-køreren Gary Paffett på tredjepladsen.

Op til løbet på Brands Hatch har Tom Kristensen og Martin Tomczyk forberedte sig på EuroSpeedway ved at teste oipstætning af bilerne til den korte bane, der blot tæller 1,929 kilometer. Og hver en hundrededel tæller. Sidste år lå top ti i kvalifikationen inden for et halvt sekund – og Tiimo Scheider tog pole position med blot 90 tusindedele.

– Brands Hatch Indy Circuit er en meget kort bane, og man føler sig lidt som i en tørretumbler, og i de fantastiske kurver når vi masser af g-kraft. At køre hver omgang gennem disse kurver helt fejlfrit er en stor udfordring, siger Tom Kristensen om løbet, som han førte i 2006 indtil han måtte udgå kort før mål med teknisk defekt.

Grundet tidsforskellen sendes kvalifikation og løb en time tidligere end vanligt.

Foto: Audi Motorsport