I år bliver der to danskere i den tyske Formel ADAC Master serie, der i alt får 24 kørere.

Nicolas Beer kører i sin anden sæson i serien for Neuhauser Racing, hvor han bliver en del af et hold med tre biler. Sidste år kørte han for HS Engineering, og sluttede nummer 16 i mesterskabet med 17 point. Neuhauser Racing sluttede sidste år nummer to i teammesterskabet, mens HS Engineering kun blev nummer seks.

Den anden dansker er Mikkel Jensen, der skal køre for Lotus holdet, der vandt holdmesterskabet i serien sidste år. Lotus holdet forventer at stille med hele fem kørere, men har endnu ikke sat navn på dem alle sammen.

Springbræt for mange kørere

Selvom Formel ADAC serien måske ikke er så kendt for danskerne, så har en række højt profillerede kørere starte karrieren i serien. De nuværende Formel 1 kørere Sebastian Vettel, Nico Hülkenberg og Nico Rosberg har alle startet deres karriere i klassen, mens også Timo Glock, Martin Tomczyk og Ralf Schumacher har deltaget i klassen.

Der har også tidligere været dansk deltagelse i klassen, da både Dennis Lind, Kean Kristensen, Emil Bernstorff og Christina Nielsen har kørt i serien.

I hver afdeling bliver der kørt tre løb, hvor det ene løb køres lørdag, og de to andre søndag. Løbene bliver sent live på TV i flere lande i Europa, men har ikke tidligere været på de kanaler, der normalt indgår i danske tv-pakker. Dog skulle der blive mulighed for både livetiming og web-tv når serien går igang i april.

Kalender 2013

26-28/04 – Oschersleben
10-12/05 – Spa – Belgien
07-09/06 – Sachsenring
02-04/08 – Nürburgring
09-11/08 – Red Bull Ring – Østrig
31-01/09 – Lausitzring
13-15/09 – Slovakiaring – Slovakiet
27-29/09 – Hockenheim