Et uheld kommer sjældent alene. Efter Robert Kubicas rallyuheld er Marussia Virgin Racings Timo Glock nu sat på sidelinjen efter at være ramt af blindtarmsbetændelse.
Tyskeren fik mandag fjernet sin blindtarm i Schweiz, hvor han nu kommer sig oven på operationen.
– Jeg kan bekræfte, at Timo fik en operation i går for at fjerne blindtarmen efter et akut tilfælde af blindtarmsbetændelse. Proceduren var helt rutinemæssig, og Timo kommer sig godt i et schweizisk hospital, hvor han nok bliver de næste 24 timer, siger Marussia Virgin Racings chef John Booth.
– For at sikre, at han kommer sig hurtigt, er det usikkert, at han vil tage del i næste uges test i Barcelona, og at Jerome (D’Ambrosio, red.) vil køre alle fire dage i stedet. Vi vil dog først tage en endelig beslutning tidligt i næste uge. Vi ser frem til at have Timo tilbage snart, slutter han.
Foto: Glenn Dunbar/LAT Photographic



