Timo Glock lå som nummer to i det malaysiske grand prix, men blev klassificeret som nummer tre, da det var stillingen fra omgangen før det røde flag, der talte. Men det knækker ikke tyskeren, der havde et godt løb og med et lidt kortere pitstop kunne have vundet.
– Jeg er helt afgjort glad for tredjepladsen og min anden podieplads i F1. Det er er super resultat. Vi er endt på podiet i begge sæsonens løb, og vi har fortjent at være der – vores bil er virkelig hurtig, og alle arbejder hårdt for sagen. Vi har nu vist, hvad vi er i stand til, så nu skal vi fortsat pushe for at forblive et af de absolutte topteams i år, siger Timo Glock.
– Vi er toere i kontruktørernes mesterskab, og vi har haft begge biler i top fire i de to løb indtil videre, så vores mål må være at slutte på podiet igen i Kina. Jeg var i pointene i Kina sidste år, men nu er vores bil langt mere konkurrencedygtig, den er mere stabil, og du kan presse den mere. Den er tydeligvis hurtigere sammenlignet med konkurrenterne, så jeg ser virkelig frem til næste løb, siger Timo Glock.
I Malaysias Grand Prix kørte Glock et så sikkert løb, som man kunne under omstændighederne. Dækvalget faldt flere gange ud i tyskerens favør.
– Malaysia var helt ærligt ligesom en svømmetur. Det var endda nærmest umuligt at køre selv bag safetycar, for bilerne skøjtede rundt overalt, for der var så meget vand. Det var meget forvirrende med en masse der pittede, og nogle der spandt, så på et tidspunkt troede jeg, at jeg var i front. Men så kom Jenson ud af pitten lige foran mig. Da det røde flag kom ud, var jeg toer, men jeg stod på tredje trin på podiet, siger Timo Glock for at understrege kaoset på Sepang-banen.
Foto: Panasonic Toyota