Fukamuni Racings kørere var begge tilfredse efter Camaro Cup-finalen på Mantorp Park.

Jan Magnussen og Martin Hansen kom i mål i begge løb – begge med bilen uden de store skrammer.

Især Jan Magnussen havde en god weekend, hvor taktiske overvejelser blev lagt i skuffen til fordel for godt gammeldags ræs.

– Vi snakkede om at køre taktisk i første løb (hvor Magnussen skulle starte som 33. bil. red.), men det var sgu ikke ræs. Det ville blive en meget lang vinter, hvis ikke vi havde kørt løbene. Jeg havde et fedt løb, noget af det bedste, jeg har kørt i år overhovedet. Jeg havde en fed duel med Krohn (Jesse, 21-årige finsk mester, red.), hvor der blev kørt rigtigt godt og fair race. Det var skide skægt, siger Jan Magnussen til Racemag.

Også Martin Hansen havde masser er tætte kampe i de to løb, hvor han sluttede 11. og 13. efter en startposition som nummer 25.

– Det var surt med den dårlige kvalifikation, men løbene gik godt. Vi havde ikke store problemer eller sammenstød, og bilerne har aldrig set så pæne ud efter et par løb, så vi havde endelig lidt held. Men det var svært fra 25. pladsen, men resultaterne er ok, ligesom omgangstiderne. Vi hang godt på ‘toget’ foran i andet løb, så jeg er glad, siger Martin Hansen til Racemag.

Teamet døjede hele weekenden med manglende topfart på langsiden – noget, der gjorde det svært at forsvare sig for enden af den lange dragstrip på Mantorp Park.

I den samlede stilling sluttede Jan Magnussen på 7. pladsen, selvom han kun havde taget point i halvdelen af seriens kørte løb i 2011. Martin Hansen sluttede 22. Thed Björk er 2011-mester som beskrevet tidligere på Racemag.

Toppen i Camaro Cup 2011:

1 Thed Björk 294
2 Fredrik Ros 271
3 Tobias Brink 207
4 Alexander Graff 205
5 Marcus Palnér 181
6 Ted Brink 160
7 Jan Magnussen 145
8 Andreas Ahlberg 141
9 Fredrik Magnusson 136
10 Kevin Engman 109
22 Martin Hansen 35

 

Se Thed Björk fejre mesterskabet her: