Mattias Ekström havde ikke svært ved at overhale sine to mærkekolleger Oliver Jarvis og Alexandre Premat på vej mod andenpladsen i DTM-løbet på Zandvoort. Det tyske forbund har nu bestemt, at det faktisk var for let og dermed stred mod det sportslige reglement for DTM, der dikterer nul teamordrer.

Forbundet har besluttet, at Ekström får en straf på fem sekunder, mens Phoenix Racing og Abt Sportsline-teamet hver får en bødestraf på 25.000 Euro, hvoraf de 20.000 er betingede.

Tidsstraffen betyder, at Ekström falder til en tredjeplads i resultatet fra Zandvoort.

Audi accepterer straffen, men opfordrer samtidig organisationen bag DTM til at gennemgå ordlyden af reglementet.

– Vi er af den mening, før som nu, at vi ikke har handlet mod ordlyden af reglementet. DTM og motorsporten fortjener ikke, at diskussionen fortsætter i ugevis, og resultatet fra Zandvoort skulle stå som midlertidigt. Taberne er i alle tilfælde fansene. Af den grund accepterer Audi DMSB’s synspunkt og undlader at anke, siger Audis motorsportchef Dr. Wolfgang Ullrich.

– Audi anbefaler, at passagen om teamordrer for fremtiden formuleres mere præcist i reglementet, så man definerer grænsen mellem strategi og teamordrer tydeligere, slutter han.

Foto: Audi Motorsport