Som nævnt tidligere på Racemag, har Hartmann Honda Racing sigtet mod ETCC, eller EM i standardvogne, efter DTC-sæsonen er afsluttet. Nu bekræfter teamet så, at de deltager i årets EM på portugisiske Braga.

Både DTC-treeren James Thompson og DTC Cup-mester Per Poulsen kører med, når EM afgøres om lidt over en uge.

– Vi vil gerne have revanche for det DTC-mesterskab, som vi tabte, siger Hans Hartmann og hentyder til, at James Thompson trods store anstrengelser ikke kom med til DM-finalen for at forsøge at vinde DTC samlet.

– Jeg ved ikke, hvordan andre vurderer vores chancer i løbet, men jeg vil tro, at vi er blandt favoritterne. Det håber jeg i hvert fald, siger Hans Hartmann.

– Vi frygter ikke for nogen af konkurrenterne, og vi har den fordel, at vi har to biler med, og det skal vi udnytte i tidtagningen, hvor man med en langside på 900 meter skal køre slipstreaming med hammeren i bund, så den forreste bil hjælper den bageste bil op i fart, siger han.

Hverken Hartmann Honda Racing, James Thompson eller Per Poulsen har været på den portugisiske bane før. Men det ser man ikke som noget problem.

– Vi så jo, hvad James sidste år kunne præstere, hvor han på sin første dag nogensinde på Jyllandsringen kunne sætte hurtigste tid, så denne her bane vil han også kunne klare, vurderer Hans Hartmann.

Også for DTC Cup-vinderen bliver EM en oplevelse.

– Det bliver i hvert fald den største udfordring, jeg har været udsat for indtil videre. Jeg glæder mig som et lille barn. Bare det at komme til et andet land og køre på en anden bane, hvor man ikke har kørt før, og hvor det går stærkere end det, man er vant til. Det ser jeg frem til, siger Per Poulsen.

Foto: Thomas Norsted