Der var ikke topresultater til danskerne i Porsche Mobil 1 Supercup i Monaco. Mærkeklassen varmede op til F1-løbet søndag, og særligt varm var Sean Edwards, der fra pole position viste det øvrige felt, hvordan banen i casino-byen skulle køres.

Briten vandt med over 20 sekunder på 16 omgange og var ganske enkelt i særklasse. Nicki Thiim havde et relativt stille løb på banen, hvor også han havde store problemer i lørdagens kvalifikation med at få en fri omgang. Og netop kvalifikationen er essentiel på banen, hvor overhalinger er mere end sjældne.

Thiim vandt en enkelt plads undervejs og sluttede otter i løbet.

Michael Christensen havde i forvejen et svært udgangspunkt fra 19. startrude, men allerede første gang feltet kom til Nouvelle Chikane blev danskeren påkørt bagfra af en overivrig konkurrent, der sendte danskeren på rundtur og nederst i feltet.

– Der var vist én der glemte at bremse inden chikanen, og så blev jeg ramt bagfra – det kostede mig alle chancer, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

De to rallystjerner Sébastien Ogier og Sébastien Loeb kom i mål på 13. og 16. pladsen.

Resultaterne betyder, at Nicki Thiim ryger ned på fjerdepladsen samlet, mens Michael Christensen er på niendepladsen.

Resultatet af Porsche Mobil 1 Supercup i Monaco:

1 Sean Edwards 16 omgange
2 Kuba Giermaziak + 0:20.323
3 Michael Ammermüller + 0:20.931
4 Jeroen Bleekemolen + 0:22.317
5 Christian Engelhart + 0:22.819
6 Kévin Estre + 0:23.353
7 Richie Stanaway + 0:24.662
8 Nicki Thiim + 0:25.230
9 Ben Barker + 0:25.770
10 Klaus Bachler + 0:27.561
11 Jean-Karl Vernay + 0:20.509
12 Clemens Schmid + 0:30.898
13 Sébastien Ogier + 0:31.637
14 Patryk Szczerbinski + 0:41.359
15 Robert Lukas + 0:41.916
16 Sébastien Loeb + 0:42.235
17 Markus Pommer + 0:42.891
18 Sebastiaan Bleekemolen + 0:43.667
19 Jeroen Mul + 0:44.482
20 Sean Johnston + 0:50.946
21 Alain Menu + 0:55.600
22 Roar Lindland + 0:59.293
23 Alessandro Zampedri + 0:59.692
24 Esteban Gini + 1:06.446
25 Michael Christensen + 1:07.315
26 Jochen Habets + 12 omgange

 Toppen i Porsche Mobil 1 Supercup efter to løb:

1. Sean Edwards (GB), Team Allyouneed by Project 1, 40 points
2. Michael Ammermüller (D), Lechner Racing Team, 32
– Kuba Giermaziak (PL), VERVA Racing Team, 32
4. Nicki Thiim (DK), Attempto Racing, 26
5. Richie Stanaway (NZL), DAMS, 16
6. Klaus Bachler (A), FÖRCH Racing, 15