ACO genopliver næste år testdagene på Circuit La Sarthe forud for næste års 24-timersløb. Arrangørerne bag det legendariske Le Mans giver dermed atter teams og kørere mulighed for at børste den værste gang støv af sig, inden det gør løs i juni 2011.

Testen blev aflyst i 2009 med baggrund i den globale økonomiske krise. Også i år måtte teams og kørere ty til andre metoder for at prøve materiellet af – en langt fra optimal løsning, da de 13 kilometer bane byder på særlige udfordringer.

– Næste år vil bilerne køre under nye regler, med nye biler og nye teknologier. Man kan ikke sende dem ud på en så atypisk 13 kilometer lang bane. Der er lavet mange regelændringer, og det er nødvendigt at få dem bekræftet inden løbet, siger ACO’s Rémy Brouard til løbets hjemmeside.

Næste års reglement åbner blandt andet op for brug af hybridbiler. Tidspunktet for testen er endnu ikke fastlagt.

-Testdagen vil finde sted i så god tid, at teamsene kan nå at reagere. At redesigne et dæk eller et karosseri tager lang tid, siger Brouard videre.

Foto: Audi Sport