Emil Legaard Andersen kører Supertourisme Turbo i 2015
Emil Legaard Andersen kører Supertourisme Turbo i 2015

Den blot 17-årige Legend Cup-kører Emil Legaard Andersen skifter den kommende sæson til Danish Supertourisme Turbo – DST.

Sønderjyden når dog at runde 18 år, inden sæsonstarten går.

På racerbanerne er Emil et relativt ubeskrevet blad med enkelte starter i DEC og Legend Cars Cup på CV’et – men i virkeligheden har sønderjyden kørt gokart siden han var otte, og med et dansk mesterskab i Rotax Junior-klassen blandt milepælene er det ikke en komplet nybegynder. Emil selv er også fortrøstningsfuld:

– Det er jo lidt af et skridt at tage, men nogle gange skal man jo tage imod en udfordring – og med muligheden for at køre Supertourisme vil jeg gøre mit bedste for at levere solide resultater, siger han i en pressemeddelelse.

Målsætningen er sat højt fra starten, og selvom konkurrencen bliver høj, håber Emil at kunne se sig selv blandt de fem bedste kørere:

– Der kommer efter sigende nogle ret dygtige kørere, så det bliver nok en større udfordring at komme i top fem – men jeg tager én dag ad gangen og forsøger at få det bedste ud af mulighederne.

Emil Legaard Andersen er i øjeblikket ved at forhandle med en potentiel hovedsponsor og håber i den kommende tid at kunne offentliggøre navnet på sit team.