Spændende dueller og intense nærkampe prægede fjerde afdeling af TCR Denmark, som blev afviklet på Ring Djursland lørdag. Og Jan Magnussen trak det længste strå med LM Racing og sin Volkswagen Golf GTI.

Der var lagt op til ræs, da hele det danske TCR-felt mødte på Ring Djursland i weekenden for at afvikle fjerde afdeling af mesterskabet. Omstændighederne omkring Covid-19 havde gjort det nødvendigt at koge weekendens aktiviteter ned til én dag, hvilket betød, at både kvalifikationen og de to løb skulle afvikles lørdag. Med blot 30 minutter mellem første heat og finalen blev der ikke givet chancer til de biler, som eventuelt skulle repareres efter første løb – men det betød ikke, at der blev gået forsigtigt til værks. Der blev med andre ord leveret underholdning i særklasse på den relativt lille, men absolut underholdende jyske racerbane.

Jan Magnussen lagde ud med at sætte hurtigste tid i kvalifikationen, hvilket udløste en plads i forreste startposition til lørdagens første heat. Her kom den ellers erfarne racerkører desværre uheldigt fra start og blev overhalet af flere biler allerede inden første sving.

– Bilen stallede simpelthen, og det var et rent held, at motoren ikke gik ud. Vi har tidligere haft problemer med starterne, og det var ikke ligefrem fedt at sidde og se de andre biler køre forbi, lyder det fra Jan Magnussen.

Magnussen kørte herefter et formidabelt løb, hvor han fik hentet det mest af det tabte hjem igen, før han susede forbi målflaget på en andeplads. Dette resultat betød, at LM Racing-køreren skulle starte fra en syvendeplads i finaleheatet, da startrækkefølgen her var en omvendt version af slutrækkefølgen i første løb.

Og trods en stadig ikke optimal start lykkedes det igen for Magnussen at arbejde sig sikkert op gennem feltet, før han blot havde én konkurrent i udsigt. Dette var Peugeot-køreren Michael Markussen, som var så flyvende, at Magnussen havde svært ved at lukke hullet. Desværre for Markussen – men heldigt for Jan Magnussen – fik den hurtige Peugeot imidlertid motorstop på løbets sidste omgang. Jan Magnussen kunne således overtage føringen og krydse målstregen på en sikker førsteplads. I øvrigt med teamkammeraten fra LM Racing, Nicolai Sylvest, på en tredjeplads.

– Det var et vildt løb! Vi har endelig fundet farten, og efter et par uheldige episoder tidligere på sæsonen lykkedes det nu også at få bilen i mål med en sejr. Djursland er ikke en særlig lang bane, men den er underholdende, og som vi så i denne weekend, så kan alt ske. Ærgerligt for Markussen at udgå så kort før en sejr, for selv om jeg naturligvis helst foretrækker at vinde, så kender jeg godt den dér følelse. Han kørte et stærkt løb og havde fortjent at vinde. Når det er sagt, så har det, lige bortset fra mine to starter, været en perfekt weekend for os. Kæmpe tak til teamet for en fantastisk indsats!

Næste opgave for Jan Magnussen og resten af LM Racing er femte afdeling af TCR Denmark, som afvikles på Padborg Park den 10.-11. oktober.