Nick Heidfeld tog en andenplads for BMW Sauber bag Jenson Button i søndagens kaosløb i Malaysia. Tyskeren startede som nummer ti tungt lastet med brændstof for at kunne køre så langt et første stint som muligt.

Som en af de få var Heidfeld blot i pit en enkelt gang i de skiftende forhold. En taktik, der gav det næsthøjeste podietrin og i dette tilfælde fire VM-point.

– Jeg er selvfølgelig glad for at slutte toer efter at have startet fra tiendepladsen. Det var et virkeligt ekstremt og udfordrende løb, siger Nick Heidfeld.

– Jeg fik en god start, men havde samtidig en ret tung bil, hvilket betød, at det ikke var let at køre ræs. Da det blev åbenlyst, at det ville regne, pittede jeg syv omgange tidligere end planlagt, og vi besluttede at satse på regnvejrsdæk, ikke intermediates, siger Heidfeld om dæklotteriet, der var præget af tilfældigheder.

– Dækkende blev hurtigt slidt ned, for den kraftige regn kom ikke med det samme. Teamet blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle blive ude på banen, men dækkene føltes som slicks i den situation. Intermediates ville have været meget hurtigere, men hvem kunne vide det, siger Nick Heidfeld, der var en af de mange, der spandt i de lumske forhold.

– Det var den rigtige beslutning at stoppe løbet, og jeg er da glad for, at vi i det mindste kan få ét godt resultat med fra de to første løb, siger Nick Heidfeld og hentyder både hans og Robert Kubicas uheld i Australien.

Polakken blev ramt af motorskade allerede på anden omgang og måtte overvære begivenhederne fra pitten.

Foto: BMW Sauber