Daniel Haglöf gør comeback i Carrera Cup Scandinavia i 2011. Dermed får den skandinaviske Porsche-cup, der gæster FDM Jyllandsringen to gange i 2011-sæsonen, et tiltrængt navn i toppen.

Haglöf, der senest kørte i cuppen i 2006 og sluttede toer, har de senere år kørt i MINI Challenge i hovedsageligt Tyskland. Med den 32-årige svenskers tilmelding får cuppen en tiltrængt forstærkning i toppen, efter bl.a. Jocke Mangs og Fredrik Larsson er stoppet.

– Jeg er utroligt motiveret, og jeg tror afgjort, at vi vil have speeden til at kæmpe om titlen i 2011, siger Haglöf i en pressemeddelelse fra Carrera Cup Scandinavia.

Haglöf skal køre for Bilteknik Motorsport i den nye Carrera Cup-racer, som indføres i den kommende sæson i Skandinavien.

– Jeg vil givetvis have revanche, men der er meget, som er anderledes denne gang. Jeg har personligt udviklet mig som kører, og nu har vi alle detaljer på plads i teamet, så vi har meget bedre forudsætninger sammenlignet med 2006, siger Haglöf videre.

Carrera Cup Scandinavia havde i 2009 besøg af danske Michael Holden. Før det var Kurt Thiim og Nicolas Kiesa gæstekørere i klassen.

Foto: Carrera Cup Scandinavia