DTC-promotor Peter Elgaard offentliggjorde tidligere på dagen et åbent brev til DASU og forbundets medlemmer, omhandlende situationen med den nytilkomne Danish Supertourisme Turbo-serie, der forventes at ramme dansk asfalt i 2015.
Promotoren og grundlæggeren af både det oprindelige Danish Touringcar Championship, såvel som det ‘genstartede’ Danish Thundersport Championship, ytrer sin utilfredshed med DASU, der ifølge Elgaard ikke tager situationen i dansk banesport alvorligt:
– Vi bor og lever i et frit land, og folk der har vilje og lyst til at starte noget nyt op, bør være velkommen, dog bare ikke så længe dansk banesport kæmper med at få deltagere i etablerede klasser. Der skal DASU fraholde sig fra at indføre nye klasser. DTC a/s har længe bedt DASU om dette, men desværre har man ikke samme opfattelse i Unionen.
– DTC har mange gange advaret DASU om at få svenske tilstande i vores sport, og hvis man er i tvivl, så kan man jo bare se på deltagerlisten for STCC (der er i skrivende stund 13 tilmeldte kørere, red.), nu og i forhold til inden de daværende organisationer lavede to klasser, der skulle konkurrere mod hinanden. Ingen har brug for nye klasser i dagens Danmark, altså lige ud over dem som vil forsøge at sælge bilerne.
Peter Elgaard minder også om, at flere af de større navne fra dansk motorsport er at finde på deltagerlisten for DTC-mesterskabet – en liste, der i øvrigt tæller 19 deltagere efter bare to sæsoners opstart. Derudover stilles der spørgsmål ved to af de nye tiltag, som Danish Supertourisme Turbo-serien har offentliggjort som en del af deres koncept:
– Én ændring er et fællestelt for team og sponsorer. Noget som de professionelle teams ikke ønsker, og noget som de fravalgte, da vi lavede regelsættet for det nye DTC i 2012. Dette, da de fleste teams ikke mener. at der er nogen fornuft i at dele plads med øvrige teams sponsorer. Men igen et tiltag som selvfølgelig kan indbringe en indtægt til dem som skal stå for forplejningen.
– Den anden nyhed er et hjulskifte. Ingen baner i Danmark er forberedt til dette tiltag, ingen pitlane er sikker nok til at lave et hjulskifte under pres. Det er desuden en stor forøgelse i omkostninger for teams, idet øvelse på lige netop dette område vil kunne vinde motorløb, og omkostninger er der ingen i verdens motorsport der ønsker.
Ingen Legend Cup sammen med DTC på Jyllandsringen
Peter Elgaard skriver, at såfremt den nye klasse bliver en realitet i den kommende sæson, vil hverken den nye klasse eller Padborg Park og Motorsport Sønderjyllands anden klasse, OK Mobil 1 Legend Cup, være blandt deltagerne i samme weekender som DTC kører på FDM Jyllandsringen:
– […] DTC kan og vil naturligvis heller ikke have deltagelse af og løbspromovere en klasse, hvis eneste formål er at nedlægge DTC og blive Danmarks nye kongeklasse. […] DTC a/s kan ene og alene tilbyde de to klasser et løb i forbindelse med Historisk Weekend, da tre weekender er med DTC og én weekend er forbeholdt EM i Historisk MC.
Årsagen til udmeldingen er, at Padborg Park har udtrykt et ønske om at lade sine to løbsserier følge hinanden sæsonen igennem.
Der er dog ikke kun fingerpegning fra Peter Elgaards side. I sit brev løfter DTC-promotoren også for, hvad der kan være i vente i 2015: En løbskalender med syv afdelinger, inkl. begge danske bybaner i hhv. Aarhus og København, samt et enkelt besøg på Rudskogen i Norge. Derudover forventer promotoren at de direkte TV-transmissioner vender tilbage til DTC.
Racemag.dk var i formiddags i kontakt med Peter Elgaard, der ikke ønskede at kommentere yderligere på brevet eller Danish Supertourisme Turbo-serien generelt.
Peter Elgaards brev til DASU’s medlemmer kan du læse i fuld længde her



