Alt tegner til en fantastisk sæson i Danmarks vel nok sjoveste motorsportsklasse, OK Mobil 1 Legend Car Cup. Løbskalenderen omfatter otte afdelinger fordelt på fem forskellige baner. Flere biler er på vej til landet og en lang række nye kørere strømmer til.

”Siden sæsonafslutningen sidste efterår er der blevet solgt fem helt nye biler, og der er både nye og eksisterende kørere blandt køberne,” fortæller Tom Pedersen fra Padborg Park I/S, som står for importen af de små og sjove racerbiler, der er udformet som kopier af amerikanske trediverbiler. ”Samtidig er der flere af de eksisterende kørere og teams, som gearer op. Eksempelvis er Racing Team Næsbjerg Gulve oppe på at have seks faste kørere, som skal deltage i hele sæsonen.”

Tilstrømningen til årets mesterskaber kommer fra mange forskellige kanter. Nicolai Aaberg Hansen, Glostrup, og Flemming Jensen, Roskilde, er begge nye, men ikke uerfarne med motorsport, da de kommer fra henholdsvis youngtimer og motorcykelsporten. Men en håndfuld af årets debutanter kommer fra kartingsporten. Det gælder eksempelvis Henrik Jan Vejen, Hedehusene, Nicolaj Kandborg, Hasselager, og Daniel Lundgaard, Hedensted.

”Jeg skal til at lære at køre bil og vil gerne fremad i min karriere, og jeg ser det som et første skridt på vej mod andre klasser,” fortæller Daniel Lundgaard. Han har i de seneste mange år været kartkører på internationalt niveau, men er nu klar til at prøve kræfter med en rigtig racerbil.

”Jeg har testet en legend car en enkelt gang, og det var fedt,” siger den 16-årige gymnasieelev. ”Det bliver jo en helt anden kørerstil end i en gokart, og så bliver det også rart at køre rigtig bil og kunne sige, at man er rigtig racerkører. Det mener jeg nu også, jeg har været i gokart, men det er der ikke alle, som forstår.”

Første gang de danske legend car-kørere skal prøve styrkeforholdet af bliver en forårschallenge på Padborg Park den 19. april, men ellers starter kampen om OK Mobil 1 Legend Car Cup den 10. maj på Ring Djursland. Ligesom tidligere år omfatter løbskalenderen også løb på de to andre permanente racerbaner FDM Jyllandsringen og Padborg Park samt ved gadeløbet Classic Race Aarhus, men som noget nyt skal deltagerne også udenlands for at kæmpe om mesterskabspoint. Det sker ved Copenhagen GP på Sturup Raceway i Skåne i midten af august.

Løbskalender

19. april*                                OK Mobil 1 Padborg Open                       Padborg Park

10. maj                                    Åbningsløb                                                Ring Djursland

22.-24. maj                             Classic Race Aarhus                                  Mindeparken

21. juni                                   Midsommerløbet                                       Ring Djursland

16. august                               Copenhagen GP                                        Sturup Raceway

28.-30. august                         GP Danmark                                             FDM Jyllandsringen

12. september                         Padborg Supertourisme Night                   Padborg Park

13. september                         Padborg Supertourisme Night                   Padborg Park

10. oktober                             Supertourisme Finale                                 Padborg Park

* ikke tællende til OK Mobil 1 Legend Car Cup