En imponerende samling af de største Le Mans-helte og danske racerlegender kaster historisk glans over sommerens Copenhagen Historic Grand Prix 2016 den 30.-31. juli på Bellahøj Park i København.

Der bliver helt bogstaveligt tale om race mellem generationer, når det traditionsrige Royal Pro/Am løber af stablen i forbindelse med dette års Copenhagen Historic Grand Prix, der afholdes i weekenden den 30.-31. juli på Bellahøj Park i København.

I Royal Pro/Am, der køres både lørdag og søndag, er hver deltagende racerbil tildelt to chauffører, der i bedste Le Mans-stil skal forsøge at køre sig til sejren i en teamindsats.

I spidsen for det prominente felt af Le Mans-stjerner vil gæster og tilskuere opleve Copenhagen Historic Grand Prix-ambassadør, og ni-dobbelte Le Mans-triumfator Tom Kristensen, der i Royal Pro/Am kører sammen med sin lillebror Jacob Kristensen. Sidstnævnte er heller ikke nogen novice i motorløb. Trods sin amatørstatus har Jacob Kristensen vist sine evner i både den danske DTC-serie samt vundet blandt andet en klasse-sejr i 24-timers løbet i Dubai i 2014.

Brødrene Kristensen får i Royal Pro/Am følgeskab af to andre familie-teams til Copenhagen Historic Grand Prix. Det ene, Team Thiim, består af den danske Le Mans-stjerne, Nicki Thiim og dennes far, Kurt Thiim. I dette års udgave af Le Mans kørte Nicki Thiim sammen og de medkører, Marco Sørensen og Darren Turner, deres Aston Martin-racer frem til en fjerdeplads.

Kurt Thiim har også kørt Le Mans. Han deltog i 1991 i en Mercedes C11 sammen med Stanley Dickens og Jonathan Palmer (far til Renault Formel 1-pilot Jolyon Palmer). Holdet var på andenpladsen, da de udgik langt inden i løbet. Kurt Thiim begyndte sin motorsportskarriere i 1974 i karting. Efter gokart fulgte Formel-klasserne, som blev kronet med et tyske mesterskab i Formel 3 i 1984. Det endelige gennembrud kom dog først i 1986, hvor Kurt Thiim vandt Deutsche Tourenwagen Meisterschaft (DTM) i en Rover 3500.

I de kommende 10 år udviklede den tyske DTM-serie sig til at blive tidens mest populære racerklasse og Kurt Thiim var et af topnavnene. Kurt Thiim genvandt aldrig mesterskabet, men vandt i 1990 en tredjeplads og i 1992 blev det til en flot andenplads. Kurt Thiim har også kørt DTC i Danmark.

En anden tidligere topracerkører, der har slået sine folder i den danske DTC-serie er Jesper Sylvest. Sjællænderen vandt DTC-mesterskabet i 1999 og dominerede langt ind i 00’erne klassen. Til Royal Pro/Am deler Jesper Sylvest en Lotus Cortina med sin søn, Nicolai Sylvest, og danner således endnu et far/søn-team til CHGP.

Traditionen tro er der mange flere Le Mans-helte og danske racerstjerner til start ved Copenhagen Historic Grand Prix. Fra Corvette Racing kommer Race for Riget-ambassadør Jan Magnussen. Jan Magnussen vandt et spændingsfyldt Royal Pro/Am i 2013, og vil i år køre i velgørenhedsarrangementet Race for Riget samt MASCOT DTC-serien.

Fra Aston Martin Racing kommer Marco Sørensen til start i Royal Pro/Am sammen med teamejer Jan Struve. De to Aston Martin-entusiaster vil dele en Lotus Cortina.

Endnu en Le Mans-kører, der kommer til Copenhagen Historic Grand Prix, er Porsche-fabrikskører Michael Christensen, der i år kørte sit andet Le Mans. Den danske Porsche-pilot kommer naturligvis til Royal Pro/Am i en klassisk Porsche 911 fra 1965.

Også det danske Ferrari-team Formula Racing besøger CHGP. Efter at have vundet ELMS-serien i den forgangne sæson debuterede Formula Racing i dette års Le Mans, med stor succes. Den danske kørebesætning, Johnny Laursen, Christina Nielsen og Mikkel Mac kørte teamets Ferrari 458 Italia frem til en imponerende sjetteplads i GTE Am-klassen.

Foruden Royal Pro/Am indeholder løbsprogrammet til Copenhagen Historic Grand Prix hele fem historiske racerklasser samt den moderne DTC-serie (Danish Thundersport Championship) samt de iøjefaldende og underholdende Legend Cars.

Det er fjerde gang Copenhagen Historic Grand Prix besøger Bellahøj Park, og 16. gang at motorsportsbegivenheden afholdes i København. Og arealet omkring den 2,6 km lange racerbane bliver en farverig pallette af udstillingsområde, familieaktiviteter og seværdige oplevelser. Knap en måned før løbsstart har flere af de historiske racerklasser nået deres kapacitetsgrænse, mens der blot er få ledige pladser tilbage i de resterende. Kørertilslutningen er højere end nogensinde, og sammen med velgørenhedsarrangementet Race for Riget, venter der alle gæster til Copenhagen Historic Grand Prix, en motorsportsoplevelse ud over det sædvanlige.

Mere information om Copenhagen Historic Grand Prix er tilgængelig på www.chgp.dk.