Verdens største formel-serie, der ikke hedder Formel 1, er utroligt spændende set med dansk briller – 2025-sæsonen ser nemlig lovende ud for både Christian Lundgaard og Christian Rasmussen.

IndyCar vender tilbage i weekenden med sæsonstart i St. Petersburg, Florida. Det bliver endelig med Christian Lundgaard bag rattet af en af topholdenes biler, mens Christian Rasmussen har høje ambitioner med et års erfaring i baggagen og ny investering i det re-brandede ECR-hold.

Der er meget få serier i verden, som kan levere så godt racerløb som IndyCar, og med to danske stortalenter på gridden, er det en serie, alle danske motorsportsentusiaster bør følge med i.

Hvad er IndyCar?

IndyCar er USA’s største Formel-serie – ofte set som det amerikanske svar på Formel 1. Men i modsætning til Formel 1 er IndyCar en såkaldt Spec-serie, hvilket betyder, at alle bilerne kører med samme chassis.

Udover det, adskiller IndyCar sig ved at køre på flere typer baner – ligesom Formel 1-kører de på traditionelle racerbaner og gadebaner. Men helt unikt for en Formel-serie, kører IndyCar på ovalbaner.

Ovalbanerne kan se simple ud, men med hastigheder over 360 kilometer i timen, en væg der ofte kun er få centimeter væk, og enorme mængder aero-wash (turbulent luft, der reducerer bagvedkørende bilers downforce), stiller ovalerne store krav til både kører og setup.

Lundgaard skal vise sit værd i Arrow McLaren

Christian Lundgaard i McLaren nr. 7 under testen på Sebring d. 17. marts.

Christian Lundgaard har længe været anset som en topkører i IndyCar, men han har ikke altid kunne vise det bag rattet på Rahal Letterman Lanigan Racings (RLL) #45.

Holdet har manglet fart, og særligt på ovalerne har det stået skidt til. Alligevel har den 23-årige dansker gang på gang krænget bilen op i toppen af feltet. I sine tre sæsoner med RLL har han taget tre podier, to pole positions og en sejr, mens holdkammeraterne oftest kæmpede om småpoint bagerst i feltet.

Efter en flot ottendeplads i mesterskabet for Lundgaard i 2023, faldt RLL igen tilbage i 2024 – og da Arrow McLaren bankede på døren, var det en let beslutning. McLaren er nemlig en af IndyCars fire tophold sammen Team Penske, Chip Ganassi og Andretti. Det er her, du som IndyCar-kører skal være, hvis du har ambitioner om at vinde mesterskaber.

Lundgaard takkede ja til McLaren og kører i år deres hvid-orange bil nr. 7.

Med et tophold følger stjernekørere som holdkammerater, og Lundgaard kommer til at dele garage med en af de aller største – Pato O’Ward. Den 25-årige mexicaner er måske den mest populære IndyCar-kører, hvilket skyldes lige dele hans energiske udstråling og enorme talent.

O’Ward – også kaldet Mr. Fast Hands for hans overmenneskelige evne til at redde en udskridning – har taget 26 podier, fem pole positions og syv sejre i IndyCar ved indgangen af 2025-sæsonen.

Det er altså en benhård holdkammerat, som Lundgaard skal slå, hvis han skal vinde mesterskaber hos McLaren.

Udover Pato O’Ward i bil #5 og Lundgaard i #7, tæller McLarens kører line-up også den 20-årige amerikaner Nolan Siegel, som med 12 IndyCar-løb på CV’et endnu venter på sit gennembrud.

Sandhedens time på ovalbanerne

Holdkammeraterne bliver ikke den eneste udfordring for Lundgaard i 2025. I modsætning til RLL er McLaren nemlig hurtige på ovalbanerne, hvor Pato O’Ward i 2024 tog en sejr på Milwaukee Mile og en andenplads ved Indianapolis 500.

Det er selvfølgelig gode nyheder, at Lundgaard får en bil der kan være med i den hurtige ende på ovalbaner, men af samme grund bliver 2025-sæsonen afslørende for Lundgaards evner på stejlkurverne.

Danskeren var oftest et match for hans erfarne RLL-holdkammerat, Graham Rahal, der har vundet to ovalbaneløb i sin 17 år lange karriere. Men at matche Pato O’Ward i en bil der kan kæmpe om sejre, bliver sandsynligvis en langt større udfordring for Lundgaard.

Omvendt er der grund til at være optimistisk, set med danske briller, da tre år med RLL betyder, at Christian Lundgaard har haft rigeligt tid til at lære nuancerne af at køre ovalbane-løb med relativt lidt pres for at levere resultater.

Årets første ovalløb, og dermed sandhedens time for Christian Lundgaard, er det største af dem alle – Indy 500 den 25. maj.

Rasmussen forfremmet til fuldtids-kører

Christian Rasmussen i ECR nr. 21 under testen på Sebring d. 17 marts.

Christian Rasmussens debutsæson i IndyCar var fyldt med op og nedture, men han leverede når de gjaldt. Efter en langsom start, gjorde han sig flot bemærket med en pragtpræstation ved Indy 500. Her lavede han en række modige overhalinger, og sluttede på 12. pladsen – et resultat, der havde været endnu bedre hvis ikke for et langsomt pit-stop sent i løbet.

Planen var, at det var Christian Rasmussens eneste ovalbane-løb i 2024, men med to afdelinger igen, fik han et opkald fra holdejeren, Ed Carpenter, der havde kørt bilen på ovalbanerne:

“Ed ringede til mig, og forklarede situationen. I IndyCar fungerer det sådan, at top 22 i mesterskabet får en bonus fra IndyCar for at være med i det de kalder Leaders Circle, og der var vi lige på kanten til at være med. Ed havde haft to uheldige weekender på Iowa og Gateway hvor vi havde mistet en masse point. Så han mente, at der var en større chance for at få de her Leaders Circle-penge, ved at sætte mig i bilen, kontra hvis han kørte,” siger Christian Rasmussen.

Christian Rasmussen leverede. Med to solide afdelinger på Milwaukee Mile og Nashville Superspeedway, sikrede han en top 22-placering i mesterskabet, og lige omkring en million dollars til holdet. Det blev belønnet med en fuldtidskontrakt til den kommende sæson.

Nye sponsorer og erfaren stjerne giver håb om podier

Med en sæson i baggagen er Christian Rasmussen nu klar til at levere en mere komplet sæson i 2025. Holdet har fået ny investorer, og 2024-hodkammeraten, Rinus VeeKay, er blevet udskiftet med en stjernekører i form af Alexander Rossi. Amerikaneren, som i sidste sæson kørte den McLaren nr. 7 som Lundgaard nu sidder bag rattet af, har vundet otte løb i IndyCar, herunder Indy 500 på debut. Med hans tid i McLaren samt syv år hos Andretti, medbringer Rossi erfaring fra to tophold, som han forhåbentlig kan bruge til at rykke ECR tættere på toppen.

Derfor har holdet ambitioner om at kæmpe med om podierplaceringer – og måske tage deres første sejr siden 2021:

“Rom blev ikke bygget på en dag, og det kommer ikke til bare at være en magic ticket, det som vi har arbejdet på i løbet af off-season, men jeg tror at det kommer til at være bedre end det var sidste år. Målsætningen er at få sejre og flere podieplaceringer, og jeg tror ikke at det er udenfor rækkevidde. Men det er også svært at sige inden vi har været i St. Petersburg,” siger Christian Rasmussen.

I modsætning til Lundgaard, har Christian Rasmussen ikke nogle spørgsmålstegn hængende over sig på ovalbanerne. Han var overlegen på stejlkurverne i sin Indy NXT mesterskabssæson i 2023, mens hans præstationer på Indianapolis, Milwaukee og Nashville ikke efterlod nogen tvivl om, at han også kan gøre det i den noget hurtigere IndyCar.

Med en niendeplads på Mid-Ohio Sports Car Course, og selvfølgelig hans dominans i LMP2-raceren på Daytona i både 2024- og 25, har Christian Rasmussen bevist, at han er en komplet kører. Talentet er det utvivlsomt, men han skal præstere mere stabilt i 2025.

Selvom sæsonen forhåbentlig bliver et skridt frem for ECR og Christian Rasmussen, kommer det dog primært til at handle om at lægge et stærkt fundament, så holdet kan kæmpe sig tættere på topholdende på lang sigt. Derfor bliver Rasmussen måske i højere grad målt på hans evne til at samarbejde med- og lære af Alex Rossi, end på hans rendyrkede fart.

Dermed sagt ser det selvfølgelig rigtig godt ud, hvis han konsekvent kan matche eller slå stjerneholdkammeraten.

Christian Rasmussens første fulde sæson bliver i bil nr. 21, der til forveksling ligner Rossis nr. 20. Rasmussens bil adskiller sig ved at have gule sidekasser og sort motordæksel, mens Rossis har sorte sidekasser og gult motordæksel.

Verdens (måske) bedste racerløb

Motorsportsproduktet i IndyCar er et af de absolut bedste i hele verden – både for fans og kørere. Det skyldes dels at alle bilerne er næsten ens, dels at IndyCar har mange af verdens bedste racerkørere. Men ikke mindst skyldes det Push to Pass-systemet (P2P).

P2P er IndyCars pendant til Formel 1’s DRS. Men i stedet for at åbne bagvingen under specifikke omstændigheder, øger P2P motorens ydeevne med 60 hestekræfter, hvilket kørerne i princippet kan bruge når som helst. De er dog begrænset til 200 sekunder per løb. Det betyder, at P2P – i modsætning til DRS – kan bruges til at forsvare.

Hvor DRS ofte resulterer i lette overhalinger på langsiderne, gør den begrænsede mængde P2P, at kørerne skal være meget strategiske med at bruge det. Derfor er duellerne i IndyCar oftest både tættere og længere, end i Formel 1.

Selvom bilerne genererer enormt meget downforce, er de heller påvirket af turbulent luft i samme grad som F1. Derfor kan de også følge hinanden tættere, selv uden P2P.

Hør Christian Rasmussen fortælle, hvorfor IndyCar er en af de bedste motorsports-serier i verden:

@dasu_dk

Christian Rasmussen fortæller, hvorfor IndyCar er den bedste motorsports-serie i verden lige nu IndyCar ChristianRasmussen Indy500 motorsport dasu ECR

♬ original sound – Dansk Automobil Sports Union –

Mød konkurrenterne

Will Power fra Team Penske toppede testdagene på Sebring.

IndyCar haft før ry for at være serien, hvor kørere, der ikke var gode nok til Formel 1 søgte hen. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. Serien er spækket med stjernekørere, og flere af dem har været rygtet til Formel 1.

Den største af dem alle er Alex Palou. Den 27-årige spanier har vundet tre af de sidste fire mesterskaber, og i både 2023 og 2024 så han til tider fuldstændig uovervindelig ud i hans Chip Ganassi-bil med startnummer 10.

Også i Chip Ganassi-garagen er den seks-dobbelte mester, Scott Dixon. Den 44-årige newzealænder bliver ikke yngre, men selvom han har mistet en smule rå fart, har han for vane at hive sejre ud af hatten på de mest usandsynlige tidspunkter.

Scott Dixons landsmand Scott McLaughlin begynder også et ligne en kører, der kan udfordre Alex Palou. Penske-køreren rykkede til IndyCar i slutningen 2020, efter at have domineret det australske standardvogns-mesterskab, Supercars, de tre foregående sæsoner. I sin relativt korte IndyCar-karriere har McLaughlin allerede taget ni pole positions og syv sejre, og med et gennembrud på ovalbanerne i 2024, er han Team Penskes bedste håb om et mesterskab i 2025.

McLaughlin deler Team Penske-garagen med to dobbelt-mestre i form af Josef Newgarden og Will Power. Newgarden, som vandt titlen i 2017 og 2019, har været præget af svingende form de sidste to sæsoner, men er fortsat en af seriens største profiler efter han vandt Indy 500 i både 2023 og 2024.

Ligesom Scott Dixon, trykker alderen efterhånden for Will Power. Men den 43-årige australier er stadig lynhurtig, og er den eneste kører, der har formået at vriste mesterskabet fra Palous hænder, da han vandt i 2022. Power er desuden den kører med flest pole positions i IndyCar nogensinde med 64.

Det sidste af topholdene, Andretti, har også et stjernspækket line-up med Colton Herta som spydspids. Den 24-årige amerikaner har været rygtet til Formel 1 med Racing Bulls, men skiftet blev aldrig til noget. Han er dog stadig favoritten til at få et sæde hos Cadillacs kommende Formel 1-hold. Herta sluttede på andenpladsen i 2024-mesterskabet, og er på sin dag blandt de hurtigste på gridden, omend hans form ofte svinger voldsomt.

Hertas holdkammerater er Kyle Kirkwood og Marcus Ericsson. Kirkwood er hidtil den eneste kører, udover Christian Rasmussen, som har vundet alle tre juniorkategorier på The Road to Indy. I sine tre sæsoner i IndyCar, har han taget to pole positions og to sejre.

Marcus Ericsson er nok et velkendt navn for mange danske motorsportsentusiaster. Svenskeren kørte Formel 1 for Caterham og Sauber fra 2014 til 2018. Siden skiftet til IndyCar har han vundet fire gange, ikke mindst ved Indy 500 i 2022.

Udenfor de fire tophold er det også værd at holde øje med Felix Rosenqvist, Callum Illott, David Malukas og Santino Ferrucci, som alle har bevist at de kan blande sig i toppen, når deres hold har en god weekend.

Bilen

Siden 2012-sæsonen har IndyCar kørt med Dallara DW12-chassiet, som dog fik en stor opgradering i 2018 med ny aerodynamik, efterfulgt af aero-screen i 2020 – IndyCars version af Halo, som vi kender fra F1.

Selvom holdene alle kører med samme platform, er bilerne ikke identiske. Hvert hold kan vælge mellem en Chevrolet og en Honda-motor. Begge er selvfølgelig bygget efter samme reglement, men alligevel er deres ydeevne og holdbarhed ikke helt identiske.

I 2024 sæson så Chevrolet-motoren bedst ud. Særligt på Indianapolis 500, hvor top-8 i kvalifikationen alle kørte med Chevrolet. Alex Palous mesterskabsvindende bil fra Chip Ganassi var dog Honda-drevet.

Både Christian Lundgaards McLaren og Christian Rasmussens ECR-racer kører med Chevrolet-motor.

Uanset motorfabrikanten, er de udstyret med et hybridsystem, der ligesom P2P-systemet giver kørerne adgang til 60 hestekræfter mere.

Udover motoren kan holdene ændre og udvikle en håndfuld dele – vigtigst heraf, støddæmperne, som kan have stor indflydelse på bilens køreegenskaber, særligt på ujævne gadebaner som Long Beach og Detroit.

IndyCar er desuden en serie for motorsports-purister. Bilerne har ingen hjælpemidler – hverken tractions kontrol, ABS-system eller servostyring. Derfor er bilerne både svære at køre, og meget fysisk krævende for kørerne.

Hvor hurtig er en IndyCar?

Selvom det efterhånden er en gammel platform, er IndyCar stadig blandt de hurtigste racerbiler i verden – der er et stykke op til Formel 1-bilerne, men bilerne er sammenlignelige med Formel 2 og den japanske Super Formula.

De tre serier kører ikke på særligt mange af de samme baner, men til gengæld kører IndyCar ofte på samme baner som IMSA Weathertech Sportscar Championship, der ligesom WEC kører Hypercars. I de fire overlappende runder mellem IndyCar og IMSA på Indianapolis, Long Beach, Road America og Laguna Seca, var IndyCar i gennemsnit fem sekunder hurtigere i kvalifikationen, end den hurtigste HyperCar.

IndyCar-bilerne har en minimumsvægt på 810kg, og yder som udgangspunkt 675 hestekræfter. Motorerne bliver skruet helt op til 750 hestekræfter under kvalifikationen på Indy 500, hvor bilerne rammer op til 390 km/t før indstyringen til sving et og tre.

Indianapolis, IN - during the Indianapolis 500 at the Indianapolis Motor Speedway. (Photo by Joe Skibinski | IMS Photo)
Christian Rasmussen på vej ind i sving 1 på Indianapolis Motor Speedway. Under kvalifikationen kører bilerne op til 390 km/t her. Foto: Joe Skibinski | IMS Photo

Hvor og hvornår kører IndyCar?

IndyCar er et amerikansk mesterskab, og kører derfor primært i USA, med et enkelt løb i Toronto, Canada.

Seriens kronjuvel er Indy 500 – en tredjedel af den prestigefyldte motorsport Triple Crown sammen med Monacos Grand Prix og 24-timers Le Mans. Løbet finder sted på Indianapolis Motorspeedway i byen Speedway i den sidste weekend af maj.

Udover Indy 500, besøger IndyCar en række ikoniske amerikanske baner som Road America, Laguna Seca og Long Beach. For Christian Rasmussen er runden på Laguna Seca højdepunktet:

“Hvis ikke jeg må sige Indy 500, er det nok Laguna Seca, fordi det er bare en fed bane. Den er meget kuperet, det er nærmest en rutsjebane, som du kører igennem, op og ned. Vi har jo The Corkscrew, som er jo det kendte sving på Laguna Seca, hvor der er 29 meter fra toppen til bunden på ikke særligt lang tid i en IndyCar. Så det giver bare en fed følelse, og efter den har fået ny asfalt har den fået virkelig, virkelig meget greb, så du føler bare at du kører i verdens hurtigste racerbil.”

Du kan se hele IndyCar-kalenderen herunder. Ovalbaner er i kursiv.

AfdelingBaneTid og dato (dansk tid)
Firestone Grand Prix of St. PetersburgStreets of St. Petersburg2. marts, kl. 18:00
The Thermal Club IndyCar Grand PrixThe Thermal Club23. marts, 21:00
Acura Grand Prix of Long BeachStreets of Long Beach13. april, 22:30
Children’s of Alabama Indy Grand PrixBarber Motorsports Park4. maj, 19:30
Sonsio Grand PrixIndianapolis Motor Speedway Road Course11. maj, 00:30 (natten til søndag)
109th running of the Indianapolis 500Indianapolis Motor Speedway25. maj, 16:00
Chevrolet Detroit Grand PrixStreets of Detroit1. juni, 18:30
Bommarito Automotive Group 500World Wide Technology Raceway (Gateway)15. juni, 21:00
XPEL Grand Prix at Road AmericaRoad America22. juni, 21:30
Honda Indy 200 at Mid-OhioMid-Ohio Sports Car Course6. juli, 20:00
Hy-Vee IndyCar Race Weekend Race 1Iowa Speedway13. juli, 01:00 (natten til søndag)
Hy-Vee IndyCar Race Weekend Race 2Iowa Speedway13. juli, 20:00
Ontario Honda Dealers Indy TorontoStreets of Toronto20. juli, 20:00
IndyCar Grand Prix of MontereyWeathertech Raceway Laguna Seca27. juli, 21:00
Bitnile.com Grand Prix of PortlandPortland International Raceway10. august, 21:00
Milwaukee MileMilwaukee Mile24. august, 20:00
Big Machine Music City Grand PrixNashville Superspeedway31. august, 20:30

Hvor kan du se IndyCar?

I Danmark bliver IndyCar vist på Viaplay og TV3 Sport.