Med et succesfuldt forsvar af FIA ETCC-titlen til Hartmann Honda Racings James Thompson og fire sejre af fire mulige for Michel Nykjær, så kan det danske aftryk på årets EM for standardvogne næsten ikke blive større. Begge kørere var da også tilfredse efter de regnvåde løb på Franciacorta-banen i Italien.
– Jeg nød virkelig løbene i dag (søndag, red.) Det første var perfekt, da jeg to føringen i starten og kyssede feltet farvel. I andet løb måtte jeg kæmpe mig op igen efter jeg blev ramt af en anden bil, og jeg havde en meget hård, men fair kamp med Engström, siger Michel Nykjær til mesterskabets officielle hjemmeside.
Sydsjællænderen har blot kørt de sidste to af i alt tre afviklede afdelinger, hvilket naturligvis satte ham tilbage i den samlede stilling. Men med fire sejre i fire løb – trods omvendt startrækkefølge – så har WTCC-køreren fået god løbstræning i diesel-SEATen
James Thompson fik en god start på årets ETCC i Braga tilbage i foråret. Siden da har løbene været meget taktiske for briten, der var hæmmet af succesballast i finalen.
– Jeg forsvarede titlen, og det er det eneste, der betyder noget. Jeg kom hertil med det mål in mente, og jeg tog en meget konservativ tilgang for at nå det. Med det vejr ville det være nemt at sætte sæsonens arbejde over styr ved at løbe risici, siger James Thompson.
– Jeg vidste, at det med al den ballast, jeg havde i bilen, ville være umuligt at slå Nykjærs SEAT i løbsdistancen, så derfor fokuserede jeg bare på at slutte begge løb i pointene, siger briten videre.
I slutstillingen i FIA ETCC ender Thompson som bekendt på toppen, mens Michel Nykjær med sidste øjebliksoverhalingen af Tomas Engström snupper andenpladsen i mesterskabet.
Slutstilling, FIA ETCC 2010:
1. JAMES THOMPSON 44 pt.
2. MICHEL NYKJÆR 40 pt.
3. TOMAS ENGSTRÖM 38 pt.
4. IBRAHIM OKYAY 22 pt.
5. WOLFGANG TREML 18 pt.
6. CESAR CAMPANIÇO 15 pt.
7. KRISTIAN POULSEN 14 pt.
8. PETER RIKLI 8 pt.
9. MICHAËL ROSSI 7 pt.
10. AYTAÇ BITER 7 pt
Foto: Morten Kimer