Mens motorsports-Danmark vågner op til efterdønningerne af Kevin Magnussens McLaren-kontrakt, er F1-feltet ved at geare op til næstsidste løb i 2013.

Circuit of the Americas, COTA, lægger asfalt til deres andet GP efter en succesfuld debut i kalenderen sidste år. Den kuperede bane i Austin lægger pres på biler og dæk, så det bliver på Pirellis hårde og medium compounds, at løbet skal køres.

Sidste år vandt Lewis Hamilton, og briten er opsat på at lave endnu et godt resultat, denne gang naturligvis for Mercedes AMG Petronas. Der er dog en forhindring eller to, der skal klares, navnlig den tilsyneladende urørlige kombination med RBR9 og Sebastian Vettel.

Mercedes har dog meget at kæmpe for i konstruktør-VM, hvor de har 11 points forspring til Ferrari. Maranello-folket kommer dog, trods Fernando Alonsos rygproblemer efter sin tur uden for banen i Abu Dhabi, med fornyet håb og en Felipe Massa, der med en frisk kontrakt til 2014 hos Williams har gjort sit for at sælge sig selv på banen på det seneste.

Hos de øvrige konkurrenter til ’best of the rest’-mesterskabet efter Red Bull Racing må Lotus F1 Team se sig slået lidt tilbage med Heikki Kovalainen, der træder ind i stedet for Kimi Räikkönen. Hvor hurtigt finnen kan finde sig til rette i team og bil bliver spændende at se, særligt mod en stærkt kørende Romain Grosjean.

Der vil også være lidt nyheder på gridden ud over Kovalainen. GP3-mester Daniil Kvyat har fået superlicens efter test på Mugello for nyligt og kører FP1 for sin kommende arbejdsgiver Toro Rosso. Hos Caterham er der blevet plads til hjemmebane-helten Alexander Rossi, der kommer med en GP2-sejr i bagagen og kører første træning foran hjemmepublikummet.

Der er relativt køligt i Texas i disse dage, men temperaturen forventes at stige, ligesom lørdag kan byde på regn. Første træning køres fredag klokken 16.00, anden træning klokken 20.00. Tredje træning er klokken 16.00, mens kvalifikationen køres kl. 19.00. Løbet er søndag kl. 20.00.

Husk du kan følge løbet på livetiming – find linket her.

Find tips til odds på F1 og meget mere på Tipsomtips.com