Hurtigst i to træninger, pole position og klar føring indtil 70 minutter resterede af det seks timer lange WEC-løb i Sao Paolo.
Her ramte uheldet dog (igen) Young Driver AMR, der med et manglende baghjul måtte trække sig ud af løbet, da Kristian Poulsen standsede ude på banen. Teamet havde dog sat sig tungt på GTE Am-klassen i VM-serien, og ikke mindst havde unge Nicki Thiim gjort en god indsats.
– Det er klart, at hele holdet er dybt skuffede over, at det var et strålende løb for alle vores tre racerkørere, indtil baghjulet løsnede sig, siger Young Driver AMR’s Jan Struve.
– Vi ved ikke, hvad der skete med hjulet, da det allerede var på bilen i mere end 60 minutter, og vores sidste pitstop var planlagt en omgang senere. Der var ingen tegn på problemer tidligere. Det kom så pludseligt, så vi bliver nødt til at undersøge årsagen til det. Indtil da gjorde alle et strålende stykke arbejde. Alle ingeniørerne og mekanikerne i Aston Martin Racing gjorde et fantastisk stykke arbejde ugerne op til, så vi kunne være med. De gjorde et stort stykke arbejde, for bilen fungerede perfekt hele weekenden. Vores racerkørere var fremragende. De var superhurtige og lavede ingen fejl. Vi var rigtig glade for, at Nicki Thiim sluttede sig til Young Driver AMR denne weekend, og vi håber, at han vil være med til næste løb i Austin i USA om tre uger, siger Struve videre.



