Efter Kevin Magnussen måtte sidde over i Azerbaijans Grand Prix med en løbssuspendering, er Haas-køreren tilbage i bilen denne weekend, når Singapores Grand Prix køres.

Byløbet i Singapore, på Marina Bay Street Circuit, er et af sæsonens absolut hårdeste grundet de ekstreme temperaturer, som kørerne udsættes for, i Singapores fugtige klima. Løbet er så fysisk hårdt, at kørerne taber sig op til tre kg i løbet af ca. to timers race. 

Magnussen har en god fortid med Singapores Grand Prix. Sidste år kørte han sjettehurtigste tid i qualifying og endte løbet på en tiendeplads, og i både 2018 og 2019 havde han hurtigste tid i løbet. 

Han fortæller selv i en pressemeddelelse fra Haas F1 Team, at ”Det er en af mine yndlingsbaner. Bybaner er min favorit, og Singapore er helt speciel – det originale night race. Det er en af de fysisk største udfordringer på året, sammen med Qatar. Der er varmen og fugtigheden, løbets længde, det, at man aldrig rigtig får en pause i løbet af en omgang og den konstante sekvens af sving på stort set hele banen. Jeg føler, at vi har en god bil til Singapore. Det er en lavhastighedsbane, og vi burde være i en nogenlunde konkurrencedygtig position. Jeg har haft nogle interessante løb i Singapore. Vi scorede point sidste år, så det håber jeg at gøre igen.”

Se mesterskabsstillingen for Formel 1 her.

Formel 1 kan ses på både ViaplayF1 TV Pro, TV3+, TV3 Sport eller det kan følges via F1 Live Timing.

Tidsplan for Singapores Grand Prix 2024 (dansk tid)

Fredag d. 20. september

Practice 1 kl. 11:30

Practice 2 kl. 15:00

Lørdag d. 21. september

Practice 3 kl. 11:30 

Qualifying kl. 15:00

Søndag d. 22. september

Race kl. 14:00

Foto: Andy Hone / LAT Images