Allan Simonsen og Hankook Team Farnbacher kunne rejse fra Paul Ricard med en podieplads i GTE Pro-klassen, masser af erfaringer og positiv stemning.
Det var til trods for uheld i løbet, hvor det tyske team måtte indkassere en stop&go-straf for at have brudt reglerne under pitstop. En skade på det ene hjulophæng og defekt servostyring kostede sammen med straffen muligheden for at kæmpe med om sejren i GTE-klassen.
Dog kunne Allan Simonsen glæde sig over solid fart og den nye generation Hankook-dæk, der hjalp ham til en minderig overhaling på fabrikskøreren Gianmaria Bruni.
– Der var måske mere at komme efter, men jeg er alligevel tilfreds. Jeg grinte rigtigt bag visiret, da jeg mod slutningen af mit første stint kunne overhale den hurtigste i træningen, Bruni i AF Corse-Ferrarien. Jeg var vant til at miste noget hen mod slutningen af et stint, men nu kom jeg endda nærmere og kunne angribe, siger Allan Simonsen i en pressemeddelelse.
[nggallery id=68]
Teamet fik den nye Ferrari 458 blot to dage før sæsonpremieren og tilskriver de tekniske problemer til det sædvanlige med en ny model.
Næste indsats for Hankook Team Farnbacher bliver til Le Mans-testen i påsken, hvor amerikanske Leh Keen igen vil slutte sig til Simonsen og Farnbacher.
Foto: Julien Crosnier/DPPI