Allan Simonsen er nu klar til endnu et stint i australsk motorsport. Den kommende weekend kører den alsidige dansker i V8 Supercars i 500 km-løbet søndag.

Her deler Simonsen Jim Beam Racings Ford med Dick Johnson Racings Steven Johnson – en bil, han også kører i Bathurst 1000 med Johnson i begyndelsen af oktober.

Det er første gang siden 2011, at Simonsen kører i den ultrapopulære klasse i Australien. Her sikrede han sig bl.a. en podieplacering med Greg Murphy på Bathurst-banen.

500 km-løbet indledes med to sessioner lørdag, hvor hhv. seriens faste kørere og gæstekørerne skal dyste. Bedste placering blandt gæstekørerne bestemmer startrækkefølgen til søndagens løb.

Løbet på Sandown er første i en række for danskeren på kontinentet sydpå. Også den australske GT-serie, hvor han kører en Ferrari 458 GT3 samt Australian Sportscars-serien, i en Lamborghini Gallardo, får besøg af fynboen.