Panasonic Toyota Racing kigger frem mod Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya. Som hos langt størstedelen af gridden betyder det første løb på europæisk grund, at der er opdateringer på vej til de to Toyota-racere.

Opdateringerne giver teamet troen på, at de kan fortsætte – og endda forbedre – den gode stime, de har haft med tre podieplaceringer i fire løb.

– Vi har haft en succesfuld start på vores sæson, men der er ingen tvivl om, at vi vil have mere. Vi mener, vi er tæt på vores første sejr, og det er vores klare mål for resten af sæsonen, siger John Howett, formand for Panasonic Toyota Racing.

– Vi missede kun lige sejren i Bahrain, men ved at starte fra pole position og sætte den hurtigste omgang viste vi, at vi har farten, og vi arbejder hårdt på at nå sejren snart, fortsætter Howett.

– Vores bil har været en af de hurtigste indtil videre denne sæson, og vi har nogle aerodynamiske opdateringer i Spanien, som vil give os mere. Vi har et aggressivt udviklingsprogram for hele sæsonen, så jeg er sikker på, at vi vil klare det godt, siger Howett.

Toyota-teamet har kørt mere end 500 omgange i vinterens tests på Circuit de Catalunya. Men trods det, er det ikke sikkert, at det giver nogen umiddelbar fordel på netop denne bane, forklarer Jarno Trulli:

– Vi testede i Barcelona før sæsonen, men jeg må indrømme, at det er lidt usædvanligt at forberede sig til et løb på en bane, man ikke har været på i et par måneder. Tidligere har vi testet der lige før løbet, så alt var ret forudsigeligt, men det kan være anderledes denne gang, siger Trulli.

Foto: Panasonic Toyota Racing